Bevæbnede mænd er gået i gaderne i Wisconsin. Nu reagerer familien til skudt mand

»Vi har brug for at hele,« siger moren til den 29-årige sorte mand, som søndag blev skudt syv gange i ryggen af politibetjent i Kenosha, Wisconsin. Skyderiet blev begyndelsen på et voldeligt kaos, som natten til onsdag nåede nye højder.

Tidligt onsdag morgen dansk tid ekkoede lyden af skud gennem gaderne i byen Kenosha i den amerikanske delstat Wisconsin, hvor der de seneste tre nætter har været voldsomme uroligheder.

Bevæbnede mænd er gået i gaderne, efter Jacob Blake, en 29-årig sort mand, søndag blev skudt syv gange i ryggen af en politibetjent. Hvem de bevæbnede civile er, og hvem de har skudt imod, er stadig uklart.

Men mindst tre er ramt af skud, og to af dem er døde, skriver Ritzau. Og ifølge The Washington Post er en hvid mand set flygte fra gerningsstedet med en AR-15-riffel i armene.

De seneste tre nætter har politibiler og bygninger stået i flammer i Kenosha, og lokale butikker er blevet smadret og plyndret, mens vrede demonstranter har marcheret i gaderne og selv er endt i voldelige sammenstød med politiet.

Natten til onsdag nåede kaosset et nyt kogepunkt, da bevæbnede civile lod til at gå i gaderne for at kæmpe imod demonstranterne.

Berlingske advarer om stærke billeder. På videoen her kan man se, hvordan en civil skyder på demonstranter i Kenosha.

»Vi har brug for at hele«

Kaosset og volden har nu fået familien til Jacob Blake til at reagere.

Tirsdag afholdt de et pressemøde i Kenosha, hvor de fortalte, at det ville være »et mirakel«, hvis den 29-årige nogensinde kommer til at gå igen. Og de havde en klar besked til dem, der nu hærger byen: De forstår demonstranternes vrede. Men de ønsker fredelige protester. Ikke vold og ødelæggelse.

»Hvis Jacob vidste, hvad der skete i forhold til al denne vold og ødelæggelse, ville han være meget utilfreds,« sagde hans mor, Julia Jackson, ifølge The Guardian:

»Jeg vil gerne opfordre alle i Wisconsin og andre steder om at tage et øjeblik og se ind i jeres hjerte. Borgere, politibetjente, brandmænd, præster, politikere – vis Jacob retfærdighed og se ind i jeres hjerter. Vi har brug for at hele,« sagde hun.

Det betyder ikke, at familien ikke også er vred på politiet.

»De skød min søn syv gange,« lød det for eksempel fra en tydeligt berørt Jacob Blake Sr., den 29-åriges far:

»Syv gange. Som om han ikke betød noget. Men min søn betyder noget. Han er et menneske, og han betyder noget.«

Jacob Blakes ældre søster, Letetra Widman, forklarede, at hun er vred på politiet, efter de skød hendes bror:

»Jeg er ikke ked af det, jeg er vred, og jeg er træt. Jeg har ikke grædt en eneste gang. Jeg stoppede med at græde for flere år siden. Jeg er følelsesløs, fordi vi i årevis har set politiet slå sorte mennesker ihjel. Jeg vil ikke have jeres medfølelse. Jeg vil have forandring.«

Bevæbnede personer

Ifølge The Washington Post var der flere personer, som havde våben med sig til demonstrationerne søndag. Blandt andet knive, pistoler og rifler.

Nogle af de bevæbnede personer forklarede til avisen, at de havde taget våbnene med for at beskytte demonstranterne.

Andre dukkede op med våben for at beskytte byens butikker mod demonstranterne, skriver både Fox News og The Washington Post.

Det gælder for eksempel den 29-årige mand ved navn Joe, som over for The Washington Post har hævdet at være tidligere marinesoldat. Han forklarede, at han var dukket op, efter grupper på Facebook havde opfordret civile til at gå ud og beskytte deres gader.

»Vi er 3.000 personer, som er bevæbnede og klar,« hævdede han over for avisen.