Beto O'Rourke trækker sit kandidatur som demokraternes præsidentkandidat

ARKIVFOTO af Beto O'Rourke. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLO ALLEGRI

Den amerikanske politiker Beto O'Rourke har besluttet at trække sig fra kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat.

Han har fredag besluttet at indstille sin kampagne.

Det skriver CNN.

Beto O'Rourke fortalte blandt andet om sin beslutning i en email sendt til sine støtter.

»Selvom det er svært at acceptere, så er det klart for mig nu, at denne kampagne ikke har mulighed for at bevæge sig succesfuldt fremad,« forklarer den amerikanske politiker i en udtalelse.

»At erkende dette nu er bedst for dem, der er med i kampagnen, det er bedst for partiet, da vi forsøger at forene os om en kandidat, og det er bedst for landet,« fortæller han videre.

Amerikanerne skal vælge deres nye præsident til næste år.

Beto O'Rourke er tidligere kongresmedlem i Texas og senatskandidat.

Han var blevet opfordret til at stille op som præsidentkandidat af flere medlemmer fra partiet, som bakkede kraftigt op om ham - særligt efter han blev et mere kendt ansigt, da han ved midtvejsvalget sidste år udfordrede den republikanske senator Ted Cruz ved senatsvalget i Texas.

O'Rourke tabte - men ikke med meget. Han var bare få procentpoint fra at slå Cruz, der var republikansk præsidentkandidat i 2016.

Det er dog ikke lykkedes ham at stable helt den samme opbakning på benene under hans kandidatur til at blive demokraternes præsidentkandidat - og derfor trækker han sig nu.

Blandt dem, der fortsat kæmper om at blive partiets præsidentkandidat, er blandt andre Joe Biden, Kamala Harris, Elizabeth Warren og Bernie Sanders.