Betjenten der dræbte George Floyd kan få straf på over 20 år

Fredag får tidligere betjent Derek Chauvin sin straf, efter at han i april blev dømt for drab på George Floyd.

Der venter betjenten Derek Chauvin en lang fængselsstraf, lyder det fra flere advokater ifølge avisen StarTribune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Minnesota Department Of Correcti/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den sorte amerikaner George Floyd døde 25. maj sidste år, da betjenten Derek Chauvin pressede sit knæ mod hans hals og nakke i over ni minutter under en anholdelse på åben gade i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Floyd var mistænkt for at have brugt en falsk 20-dollarseddel til at købe en pakke cigaretter i en kiosk.

Derek Chauvin blev 21. april i år kendt skyldig i drabet på Floyd, og fredag sker strafudmålingen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en straf på 30 års fængsel, mens strafferammen for de i alt tre lovbrud, som Chauvin blev kendt skyldig for – herunder den groveste for forsætligt drab – kan give henholdsvis 45, 25 og 10 års fængsel, skriver nyhedsbureauet NTB.

Flere advokater spår dog på forhånd, at han vil blive dømt til 20-25 års fængsel, skriver Minneapolis-avisen StarTribune.

Når Chauvin efter alt at dømme fredag sendes i fængsel med en dom, bliver det anden gang, at en politimand i delstaten ender i fængsel for at have dræbt en civil person, mens betjenten har været i tjeneste, skriver avisen.

Retsmødet finder sted ved retten i Hennepin County 13.30 lokal tid (20.30 dansk tid).

Retsdokumenter beskriver Chauvins handling som »ondsindet« og et »forfærdeligt misbrug« af stillingen som politibetjent.

Dokumenter viser også, at dommer Peter Cahill forud for sagen har slået fast, at der er fire strafskærpende forhold i sagen.

Dermed forventer flere advokater også ifølge StarTribune, at dommen bliver ganske hård, men ingen af dem tror på, at Chauvin bliver givet maksimumstraf.

»Jeg ville blive meget overrasket, hvis Cahill går over 24-25 år,« siger forsvarsadvokat Joe Friedberg, der ikke selv er en del af sagen.

»Jeg tror ikke, han går over 30 år. Det virker bare ikke rigtigt,« siger Friedberg til avisen.

I alt fire politibetjente deltog i anholdelsen af George Floyd sidste år. Retssagerne mod de tre andre gennemføres først senere.

Da Chauvin blev kendt skyldig i april, blev afgørelsen fejret af mange amerikanere, som kæmper mod racisme og politivold.

/ritzau/