Betjent undgår retsforfølgelse for skuddrab af sort teenager

Den hvide politibetjent, der i august skød en sort, ubevæbnet teenager i Ferguson, bliver ikke retsforfulgt.

Foto: Andrew Burton
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den hvide politibetjent, der i august skød den ubevæbnede, sorte teenager Michael Brown i Ferguson i USA, vil ikke blive retsforfulgt. Det har en jury besluttet, oplyser anklagemyndigheden i St. Louis.

Juryens 12 medlemmer var ifølge CNN blevet sendt hjem, inden afgørelsen blev offentliggjort omkring klokken 03.30 dansk tid.

Myndighederne har frygtet, at afgørelsen vil medføre voldsomme protester fra borgerne i Ferguson. Guvernøren i Missouri har derfor indført undtagelsestilstand, ligesom politiet har bygget barrikader ved den retsbygning, hvor juryen har voteret.

Den dræbtes familie havde forud for offentliggørelsen af juryens afgørelse udbedt sig fire et halvt minut med stilhed, før folk begyndte at demonstrere.

Den specifikke varighed er ifølge CNN en reference til de omkring fire timer, Michael Browns lig lå på gaden, efter han blev skudt.

90 minutter efter anmeldelsen af skyderiet ankom den første efterforsker til stedet. Da en ligvogn senere nåede frem, havde en ophidset menneskemængde forsamlet sig, og det blev ifølge myndighederne vurderet som værende for farligt at fjerne liget fra gaden, før en indsatsstyrke ankom.

Forud for offentliggørelsen opfordrede guvernør Jay Nixon »folk på alle sider til at udvise tolerance, gensidig respekt og tilbageholdenhed«.

Også borgmester i St. Louis, som Ferguson er en forstad til, har en klar opfordring til byens borgere.

Vold vil ikke blive tolereret. Fredelige demonstrationer vil blive tilladt, men demonstranterne vil ikke få lov til »at skade nogen eller deres ejendom,« siger han.