Betjent skudt under protester i Bangkok

Mens en betjent døde, blev flere politifolk og demonstranter såret i skudvekslinger i Thailands hovedstad, da politiet forsøgte at genvinde kontrollen med besatte regeringsbygninger.

TOPSHOTS Ris-bønder sloges i går med indsatsstyrkerne i Bangkok. Fold sammen
Læs mere
Foto: PORNCHAI KITTIWONGSAKUL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

THAILAND: Skudvekslinger og sammenstød mellem politiet og anti-regeringsdemonstranter i den thailandske hovedstad Bangkok har kostet en betjent livet. Ifølge både myndigheder og vidner er også både demonstranter og 14 politifolk blevet såret og kvæstet i tirsdagens uroligheder. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

»Politimanden døde, mens han blev kørt til hospitalet. Han var blevet skudt i hovedet,« siger den nationale politichef Adul Saengsingkaew til Reuters.

Tre vidner fortæller, at de hørte skud, og én siger, at politiet brugte våben i området omkring Phan Fa Broen i den gamle del af byen. Og ifølge sikkerhedskilder blev fire politibetjente såret af granatsplinter.

Omkring 100 demonstranter blev anholdt under urolighederne ved det thailandske energiministerium i hovedstaden ifølge AFP, da politiet forsøgte at generobre de regeringsbygninger, som demonstranter har besat.

Det er første gang, at så mange demonstranter er blevet anholdt, siden massedemonstrationer mod premierminister Yingluck Shinawatra brød ud for mere end tre måneder siden.

»Demonstranterne gjorde ingen modstand over for en overvældende politistyrke,« siger lederen af Det nationale Sikkerhedsråd Paradorn Pattanatabut til AFP.

Urobetjente iført hjelme og bevæbnet med stave og skjolde blev indsat nær regeringens hovedkvarter, da demonstranterne vendte tilbage til området, efter at være blevet fjernet af politiet i en lignende aktion fredag.

»Anholdelserne påvirker os ikke. Folkets vilje er stadig stærk,« siger en talsmand for oppositionsbevægelsen

Demonstranterne kræver, at premierministeren træder tilbage og overdrager magten til en midlertidig regering, der skal gennemføre reformer mod korruption og misbrug af offentlige midler, før nyvalg kan blive afholdt.