Anklagemyndigheden i den amerikanske storby Atlanta sigter politibetjenten Garrett Rolfe for drab på Rayshard Brooks, en sort mand, der døde i forbindelse med en anholdelse i sidste uge.
Anklagemyndigheden oplyser, at den afskedigede betjent er blevet sigtet for drabet, der skete på en parkeringsplads ved en fastfoodrestaurant.
Brooks blev ifølge retsmedicinere dræbt af to skud i ryggen.
Den 27-årige Rayshard Brooks var fredag aften lokal tid faldet i søvn i sin bil, mens han ventede i en kø til en Wendy's-fastfoodrestaurant.
Ansatte kontaktede politiet, fordi Brooks blokerede for andre kunder. Det fremgår af en rapport fra Georgias efterforskningsagentur, Georgia Bureau of Investigation (GBI).
Optagelser fra politimandens kropskamera og et overvågningskamera viser, at der først var en venlig stemning, hvor Brooks indvilgede i at deltage i en spiritusprøve og talte om sin datters fødselsdag.
Men da en politimand tog skridt til at anholde Brooks, gjorde denne fysisk modstand mod ham og en anden betjent på stedet, hvorefter han rev sig løs og løb hen over parkeringspladsen.
I hånden havde han øjensynligt en af politiets strømpistoler. Det viser en video optaget af en tilfældigt forbipasserende.
En overvågningsvideo viser, at Brooks vender sig, da han løber, og måske sigter på politimanden, som er efter ham. Politimanden åbner ild, og Brooks falder om.
Han blev bragt til et hospital, men døde efter en operation.
Hændelsen fik lørdag politichefen i Atlanta til at indgive sin afskedsansøgning.
Brooks' død fik protester til at blusse op med fornyet styrke efter demonstrationer mod racisme og politivold over hele USA som følge af drabet på den sorte George Floyd. Floyd døde 25. maj under en anholdelse i Minneapolis.
/ritzau/Reuters
