Betjent død efter nyt skyderi i Paris

Den politibetjent, der torsdag morgen blev skudt i udkanten af Paris, er død. En kommunalt ansat blev også ramt, og han er i kritisk tilstand. Skyderiet sættes ikke umiddelbart i relation til onsdagens terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Fransk politi hjælper en kvinde efter skyderierne torsdag morgen i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLES PLATIAU

FRANKRIG: En kvindelig politibetjent er torsdag formiddag død af de kvæstelser, hun fik, da hun blev skudt ned af en mand med en automatriffel i den sydlige udkant af Paris torsdag morgen. Det rapporterer BBC.

Gerningsmanden flygtede fra stedet, men politiet har angiveligt anholdt en person, der er mistænkt for at stå bag skyderiet, der også ramte en kommunalt ansat. Hans tilstand er kritisk, lyder det fra BBC.

 

Skyderiet fandt sted dagen efter, at to gerningsmænd trængte ind i satiremagasinet Charlie Hebdos kontor i den franske hovedstad, hvor de med Kalishnikov-automatrifler dræbte ti ansatte, blandt dem redaktøren og adskillige tegnere.

Yderligere dræbte de to politibetjente uden for Charlie Hebdos bygning. Den ene blev likvideret på klos hold, da han lå hårdt såret på fortovet.

Omstændighederne omkring torsdagens skyderi er stadig ukendte, men en politikilde siger ifølge nyhedskanalen France24, at der på nuværende tidspunkt ikke er konstateret nogen forbindelse mellem onsdagens blodige begivenheder på Charlie Hebdo og torsdagens skyderi.