Den amerikanske præsidents rundrejse til Mellemøsten og Europa var imødeset med en vis nervøsitet blandt hans egne rådgivere. Alt var sat ind på at holde Donald Trump på sporet med koncentrerede budskaber til de stats- og regeringschefer, han mødtes med undervejs. Hvis der skulle tweetes, skulle det være høflige og positive meddelelser, hvor han takkede folk for en enestående modtagelse.

Rejsen til Saudi-Arabien, til Israel og til Palæstina, til NATO og til G7-mødet var diplomatisk set en gigantisk udfordring og en rejse, en amerikansk præsident normalt ikke foretager efter kun tre måneder i Det Hvide Hus. Det var absolut en balancegang i diplomatisk manøvrer. Bestod Trump?

Trump slap igennem Mellemøsten uden at få sine berømte indfald en sen nattetime. Han holdt en velforberedt tale i Saudi-Arabien, han trådte ikke ved siden af i Israel og i Palæstina, og i Vatikanet gik det også godt, selv om der tydeligvis var meningsforskelle mellem Trump og pave Francis. Så kom han til NATO, og så gik det lidt skævt.

Her er, hvad turen har lært os om Trump.

Saudi-Arabien

Turens absolut sværeste rejsemål, fordi Trump i realiteten ikke blot besøgte Saudi-Arabien, men også deltog i et sunnimuslimsk topmøde med deltagelse af 52 stats- og regeringschefer.

Budskaberne fra Trump var flere. De sunni-muslimske lande skulle i endnu højere grad engagere sig i kampen mod terror. Til gengæld ville USA optrappe isolationen af det shiamuslimske Iran, som udgør en trussel mod sunni-muslimsk dominans i en række lande som Irak, Syrien og Yemen.

Trump har truet med at bryde atom-aftalen med Iran. Han har siden valgkampen understreget, at hans forgænger, Barack Obamas politik med at forhandle med Iran og dermed gøre Teheran til en del af det »gode« selskab, var en fejltagelse, som Trump ville rette, når han blev præsident.

Men hvad skete der egentlig i Saudi-Arabien? Trump talte om realpolitik. Ikke om menneskerettigheder. Ifølge flere mellemøstkendere valgte han at spille Saudi-Arabiens spil i Mellemøsten og beskylde Iran for at være hovedsponsoren af terror, selv om hovedparten af de terrororganisationer, som USA bekæmper sammen med allierede i Europa og i Mellemøsten, er sunnimuslimske.

Som Mellemøsteneksperten og kommentatoren Fareed Zakari skrev i The Washington Post, fulgte Trump næsten slavisk Saudi-Arabiens udenrigspolitiske kurs og erklærede »krig« mod Iran og berørte slet ikke de problemer, Saudi-Arabien og en række andre Golf-stater udgør for udbredelsen af islamisk ekstremisme og dermed terror.

»Trumps tale var nuanceret og viste sympati for de muslimske ofre for terror (som udgør 95 procent af totalen). Trump syntes at fokusere på problemet, da han sagde, at der ikke er nogen diskussion om, at hvis »vi skal eliminere truslen, kan det ikke ske uden at nævne de regeringer, som giver terrorister en sikker havn, økonomisk og finansiel støtte og den sociale inklusion, som er nødvendig, hvis man vil rekruttere folk«.

Men Trump talte ikke om Saudi-Arabien. Han talte om Iran. Det er klart, at det land støtter nogle af de værste personer i Mellemøsten og er en destabiliserende faktor. Men at konkludere, at det er Iran, der står bag jihadistisk terror, er vildt overdrevet«, skrev Zakari i sin ugentlige kommentar i den amerikanske avis og ramte dermed ned i den kritik, der også var af Trumps tale: At han var for pæn over for Golf-landene, som efter manges mening spiller et dobbeltspil i forhold til den ekstreme gren af islam.

Talen var da også målrettet det publikum, der sad i forsamlingen. Sunnimulimske herskere, som på hver deres måde dagligt er truet ikke alene af Iran, men også af indre spændinger i deres egne lande fra radikale bevægelser, der støtter sunni-muslimske terrorgrupper som al-Qaeda, Islamisk Stat og al-Nusra.

Formået var selvfølgelig at fastholde disse lande i at bekæmpe terror. Prisen for det var ikke at nævne overtrædelsen af menneskerettighederne i disse lande samt at sætte fokus på Iran, som alle i det pompøse lokale kunne blive enige om udgjorde en trussel.

En af Trumps nære venner, den republikanske toppolitiker Newt Gingrich, påpegede dog, at Trump rent faktisk også gik direkte til angreb på de tilstedeværende, da han opfordrede de sunnimuslimske ledere til at »drive ekstremisterne ud«.

Det var en direkte opfordring til at tage et opgør med de ekstremister, der er i deres egne lande, og som i høj grad næres af ekstreme imamer i moskeerne. Tag et ansvar. Tag ledelse. Tag førerskab i de enkelte lande for at bekæmpe terroren der, hvor den har sit udspring, lød budskabet fra Trump, og hans tale var dermed historisk, mener Newt Gingrich, fordi den også påpegede de samme landes dobbeltmoral.

Som Gingrich skrev i The Washington Post, var denne pasus lige så historisk som dengang, præsident Ronald Reagan i juni 1982 talte i Royal Gallery i Westminster i London. Reagan opfordrede dengang Vesten til at forsvare friheden mod kommunistisk aggression. Det var på det tidspunkt, Reagan for alvor begyndte sin ideologiske kamp mod det daværende Sovjetunionen.

Og som flere analytikere konstaterede, var Trumps tale en, der balancerede mellem at vinde sunnimuslimernes støtte til den fortsatte kamp mod terror og så at en opfordring til de samme lande om at tage ansvar og lederskab.

Konklusion: Trump er tro over for det, han har lovet sine vælgere. USA vil bekæmpe terror, men skal ikke være alene på slagmarken. Ikke engang nødvendigvis i en ledende rolle og slet ikke med styrker på landjorden. Han vil lade de lande, der har mest på spil, tage ledelse og føre kampen mod terror til ende.

Israel/Palæstina

Trump var også her tro over for sine vælgere. Han erklærede sin uforbeholdne støtte til Israel og understregede, at han ønsker at få genoplivet fredsprocessen. Han besøgte de rigtige steder. Han aflagde besøg hos palæstinensernes delvise leder, Mahmoud Abbas, i Bethlehem, fordi hovedbyen Ramallah var en sikkerhedsmæssig større risiko.

Men lovede Trump, at USA ville være med til at sikre fred i Mellemøsten? Ikke direkte. For han opfordrede parterne til at tage de nødvendige skridt selv. Og som sædvanlig blev der fra palæstinensisk side lagt mærke til det, der ikke blev sagt på møderne. Trump nævnte ikke palæstinensernes ret til selvbestemmelse eller en to-stats-løsning eller Jerusalem-spørgsmålet – alt sammen noget, som palæstinenserne lægger stor vægt på.

Men alligevel blev hans tale om, at USA vil være med til at undersøttte en fredsproces, bemærket, fordi Trump netop påpegede, at en fred mellem palæstinenserne og israelerne kan blive startskuddet til en større fredsproces i hele Mellemøsten.

Konklusion: Trump holdt sine valgløfter – at støtte Israel, at få skabt fred i området, uden at USA af den grund skal være den, der bærer ansvaret for fredsforhandlingerne. Det skal parterne selv gøre.

Vatikanet

Mødet mellem Pave Francis og Donald Trump var ventet med en vis form for spænding, fordi paven er en ivrig fortaler for klimaaftalerne og bekæmpelse af fattigdom. Derudover har paven haft en twitter-duel med Trump om opførelsen af muren ved Mexico.

Men mødet foregik fredeligt med udveksling af gaver og uden de store konfrontationer. Paven fik sine synspunkter igennem, da han gav Trump et eksemplar af sit hyrdebrev om ulighed i verden og klimaforandringerne. Paven modtog til gengæld en kopi af Martin Luther Kings samlede værker.

Konklusion: Trump var på en religiøs mission både til Saudi-Arabien, der huser islams største helligdomme, til Jerusalem, jødernes, muslimernes og de kristnes hellige by, og til Vatikanet – sædet for katolikker, men som også andre kristne trosretninger anser for at være en hjørnested i kristendommens historie.

På den måde forenede han religion med politik og tilgodeså sine vælgere i det amerikanske bibelbælte. En vigtig detalje, fordi Trump har ry for ikke at være alt for religiøs.

NATO topmøde

Trump gjorde, som han plejede. I den bedste TV-sendtetid stjal han hele opmærksomheden, da han gik til angreb på hovedparten af de øvrige NATO-medlemmer.

Under en højtidelig handling med at indvi det nye NATO-kvarter med to klenodier – et stykke af Berlin-muren og et stykke fra World Trade Centers nordtårn – udskammede han de fleste af de tilstedeværende for ikke at betale nok til NATO.

Højst upassende både i tid og i sted, lød kritikken efterfølgende. Den opsang skulle han have givet bag lukkede døre.

Men Trump har aldrig har lagt skjul på, at de færreste NATO-lande lever op målet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. Og han talte til sit publikum i USA.

Konklusion: Trump holdt sine valgløfter og fortsætter kampen for, at resten af NATO-landene betaler mere til det fælles forsvar.

G7-landenes møde

Klima og Paris-aftalerne var der, hvor Trumps blev presset af de øvrige seks lande.

Trump meddelte, at det ikke bliver på G7-mødet, at han beslutter, om USA fortsat vil overholde klima-aftalerne fra Paris. Der blev dog nået til enighed om andre ting blandt andet kampen mod terror, Nordkorea og en pasus i slutkommunikeet vendt mod handelsprotektionisme.

Trumps udtalelser om, at Tyskland er »meget, meget slemme« måtte han trække i land på for ikke at ende med en konfrontation med den tyske kansler, Angela Merkel. Det var den succesrige tyske eksport af biler til USA, der sled på Trumps nerver og mente, at det måtte høre op.

Konklusion: G-7-mødet blev en delvis fiasko. Det lykkedes ikke for de seks øvrige lande at få Trump til at binde sig til klima-aftalerne og heller ikke at få nærmere at vide om, hvad den amerikanske strategi er på handelsområdet. Trump indvilgede dog i en sluterklæring, der tog afstand fra protektionisme.

Som en af deltagerne sagde efter mødet, er det stærkt bekymrende, også for økonomien, at det stadig svæver i det uvisse, hvad USA vil på længere sig.