Beskyttet af banditter

P.S. fra Italien Napoli har paladser, promenade og pragtfuldt klima. Og bortset fra plattenslagerne og lommetyvene er napolitanerne gæstfrie og hjertelige mennesker. Ind i mellem er selv banditterne hjælpsomme.

Tøjet klistrede til kroppen, og fødderne værkede efter en lang dags traven rundt i syditalienske Napoli. Vi ville bare hjem til vores hotel så hurtigt som muligt, men metroen var lige lukket og bussen kørt.

Pladsen var tom på nær to mænd ved busstopstedet. Den ene klædt i rastatøj, den anden i stram T-shirt, med tatoveringer op ad armene - og så selvfølgelig bilerne og scooterne, som kører byen tynd natten igennem.

Da klokken nærmede sig 23, besluttede vi at ringe efter en taxi. Vi begyndte at hyggesnakke med de to fætre, som på magisk vis holdt motorbøllernes nysgerrige blikke på vores tasker fra at udvikle sig til mere.

Men med ét tog snakken en anden drejning.

»Det er en farlig plads denne her,« sagde manden med tatoveringerne op ad armene henvendt til min kæreste.

Stemmen blev formanende.

»Du må aldrig lade to kvinder gå alene,« sagde han, mens de mørke øjne fokuserede på mig og min danske veninde.

»Vi er kun blevet for at beskytte jer,« sagde han henvendt til os begge, og mindede med et om en, der selv kunne trække en pistol op af baglommen.

Vores taknemmelighed og lovprisning var ikke nok.

»Kan i ikke give os noget for vores arbejde?«

Vi ledte febrilsk i vores lommer, men i samme øjeblik svingede taxien ind foran os, og vi sprang ind og efterlod vores beskyttere med et tvivlsomt »tak for hjælpen«.

Napolitanerne er kendt i hele Italien - måske i hele verden - for deres kreativitet, når det handler om at svindle turister såvel som italienere for deres værdigenstande. Denne uge fortalte de italienske medier om en amerikansk turist, der fik stjålet sit kamera, mens han gik rundt og fotograferede byens historiske paladser om natten. Den 26-årige knægt med en rugby-spillers kropsbygning jagtede de to tyveknægte, og da han fangede dem, kom en gruppe lokale løbende til for at hjælpe ham - troede han.

I stedet var der tale om naboer, familiemedlemmer og venner til de to lokale banditter, som myldrede ned på gaden i sutsko og begyndte at slå løs på amerikaneren, så han endte på hospitalet.

Ved andre lejligheder har naboer generet politiet ved at hælde vand og sæbe i de smalle gader, når politiet på deres motorcykler jagtede tyveknægte på flugt, så de væltede på stribe og kom til skade. Ligesom en hel gades kvinder overfaldt politiet med skældsord, da de arresterede flere lokale mafiabosser.

Napoli lever nemlig efter sine egne regler. Bedste eksempel er trafikken, som er et laboratorium for rendyrket liberalisme.

»Glem alt om regler og normer i Napoli,« forklarede vores sidemand os i toget på vej mod byen.

Samtidig er byens borgere måske blandt Italiens mest hjertelige og hjælpsomme. De vil så gerne have, at man kommer hjem med et godt indtryk af deres by og gør dig opmærksom på, om tasken står åben, om man er havnet i det forkerte kvarter, eller hvis en gadesælger er ved at sælge dig en »Napolipakke«. Et lækkert kamera i originalindpakning, som den vakse sælger på magisk vis bytter ud med en æske fyldt med sand.Napolitanerne kender nemlig deres by og de nødvendige forholdsregler. Pungen ligger ikke i baglommen, men i en mavetaske, som er slynget omkring halsen. Fruerne flasher ikke deres guldsmykker på de forkerte steder, ligesom piger ofte bliver fragtet i bil eller på scooter efter mørkets frembrud.

Napoli har med sine historiske paladser, den fabelagtige promenade og det milde klima et enormt turismepotentiale. Men byen er skæmmet af et dårligt rygte, ringe vedligeholdelse og skrald som flyder i gaderne.

Bag trickene gemmer sig en sørgelig historie om en by, som er ved at gå til i fattigdom og ligegyldighed, hvor mafiaen, La Camorra, ofte leder og fordeler.

Episoden med den amerikanske turist fik Napolis borgmester Rosa Russo Iervolino til at undskylde offentligt overfor USA og turisten.

For at forhindre lignende episoder får byens turister foræret et plastic-ur dekoreret med byens to varemærker, en pizza eller vulkanen Vesuvio, så turisterne lader Rolex'et blive hjemme.

Men selv med de bedste forholdsregler kan det gå galt. Da vi kom hjem til vores lille hotel, fortalte ejeren - en yndig 42-årig kvinde - at man i sidste ende må leve med risikoen. Hun færdes i alle byens kvarterer, men aldrig med dyre smykker eller store værdier.

Da hun for få år siden blev røvet, skete det uden for hendes egen gadedør i et af Napolis rolige kvarterer. Hun fik besked på at give alle sine værdier fra sig, og så kørte tyven videre på sin scooter.

»Så længe der blot er tale om penge, kan jeg godt leve med risikoen,« konkluderede hun.Selv har jeg været i Napoli mange gange uden nogle problemer og har bl.a. boet i nogle af byens skrappere kvarterer. Det skyldes først og fremmest fantastiske mennesker, som har givet mig et praj, hvis en gadeknægt har haft fingrene lidt for tæt på mit fotografiapparat. For det meste er der heldigvis ikke brug for beskyttelse, og når det sker, er det sjældent, man bliver bedt om at betale for den ... men der er selvfølgelig undtagelser.