Berygtet hackergruppe tager ansvaret for stort Labour-angreb: Truer med nye aktioner

Hvis Labour vinder parlamentsvalget i Storbritannien, vil de blive udsat for voldsomme cyberangreb, lyder truslen fra en hackergruppe.

 

Den berygtede hackergruppe Lizard Squad har de seneste år angiveligt stået bag flere spektakulære cyberangreb:

De har slukket for al internet i Nordkorea. De har overtaget Taylor Swifts Instagram-konto. Og de har lukket ned for flere af verdens mest populære onlinespil.

Nu har Lizard Squad taget ansvaret for denne uges store cyberangreb på det britiske oppositionsparti Labour. Og samtidig truer gruppen Labour med nye angreb. Det skriver avisen The Independent, som har været i kontakt med hackere fra gruppen.

Det var tale om et såkaldt DDoS-angreb – et cyberangreb, der går ud på at bombardere et site eller en hjemmeside med så meget trafik, at det til sidst kollapser.

Angrebet gjorde dog ikke den store skade. Det blev pareret af partiets »robuste sikkerhedssystemer«, fortalte Labour.

Lizard Squad siger, at angrebet har til formål at »vise, at ingen terrorstøttende regering skal have lov til at lede landet«. Gruppen uddyber dog ikke den anklage.

»Hvis Labour vinder valget, kan I forvente, at hele regeringens og Labours hjemmesider lukker ned,« skrev en af hackerne, som delte screenshot af det værktøj, som angiveligt er blevet brugt til denne uges angreb.

Lizard Squad-medlemmet hævdede samtidig, at partileder Jeremy Corbyns hjemmenetværk »lige nu« er under angreb, og at gruppen også har angrebet netværk hos flere af partilederens familiemedlemmer.

Storbritannien går til valg 12. december.