Bernie Sanders i valgkamp lover retfærdighed og Trump-opgør

Donald Trump er "den farligste præsident i moderne amerikansk historie", siger Bernie Sanders på vælgermøde.

New York. Den 77-årige senator Bernie Sanders har lørdag officielt taget hul på sin valgkamp frem mod det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Det skete, da Sanders holdt sit første vælgermøde, siden han 19. februar annoncerede, at han går efter at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Ved mødet i Brooklyn opfordrede han amerikanere fra alle samfundslag til at slutte sig til hans kamp for en politisk revolution.

Desuden opfordrede han til et opgør med præsident Donald Trump, som han kalder "den farligste præsident i moderne amerikansk historie".

- Vi siger højt og tydeligt, at de underliggende principper i vores regering ikke kommer til at være grådighed, had og løgne. Det vil ikke være racisme, sexisme, xenofobi, homofobi og religiøs snæversynethed, siger Sanders.

Han lover samtidig at kæmpe for "økonomisk retfærdighed, social retfærdighed, racemæssig retfærdighed og retfærdighed for miljøet".

Det er anden gang, at Bernie Sanders forsøger at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Første gang var i forbindelse med valget i 2016, hvor han måtte se sig slået af Hillary Clinton.

/ritzau/AP