Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
ITALIEN: Italiens tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi er fredag blevet idømt fire års fængsel for skatteunddragelse i sin koncern Mediaset.
Men afgørelsen fra domstolen i Milano bliver anket, fastslår Berlusconis forsvarere ifølge Reuters.
- Denne dom er fuldstændig ufattelig, lyder det i en udtalelse fra den kontroversielle politikers forsvarsadvokater, Piero Longo og Niccolo Ghedini.
- Man må håbe, at der er en anden stemning ved appeldomstolen, lyder det fra forsvarerne, der kalder fredagens dom for »totalt adskilt fra al juridisk logik«.
Berlusconi var blot én af i alt 11 anklagede ved fredagens retssag i den efterhånden seks år gamle sag, der blandt andet handler om salg af TV-rettigheder i Mediaset-koncernen, som Berlusconi økonomisk har nydt særdeles godt af.
Ifølge anklagen har han som øverste mand i Mediaset reguleret priserne på TV-rettigheder via selskaber, som Berlusconi ligeledes står i spidsen for, og på den måde har han omgået skattereglerne.
Dommen på fire år er længere end den, som anklagerne oprindeligt krævede, hvilket var tre år og otte måneder.
Sagen om skattesvig er ikke Berlusconis eneste. I en anden retssag mod den tidligere ministerpræsident er han anklaget for at have haft sex med en mindreårig. Berlusconi, der i alt har fire sager på halsen, er også anklaget for magtmisbrug.
Fredagens dom kommer blot to dage efter Berlusconis erklæring om, at han ikke stiller op til det kommende parlamentsvalg i Italien.