Berlusconi i retten for "Rubygate"

Når Berlusconi i morgen skal for retten anklaget for at have haft sex med en mindreårig prostitueret, har hans forsvarere næsten 80 vidner klar.

Den italienske premierminister er tiltalt for at have betalt en mindreårig, marokkansk danserinde for sex. Fold sammen
Læs mere
Foto: GIUSEPPE CACACE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt forsvarsskyts er kørt i stilling, når sexsagen mod den italienske premierminister Silvio Berlusconi i morgen indledes ved en domstol i Milano. Ifølge en af hans advokater har forsvaret nemlig bedt om at føre hele 78 vidner i sagen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Berlusconi er blandt andet tiltalt for at have betalt for sex med en marokkansk natklubdanserinde, der går under navnet Ruby, og sagen er nu i flere medier blevet navngivet "Rubygate".

Det skulle angiveligt have fundet sted, da hun var 17 år og dermed mindreårig.

Premierministeren er desuden anklaget for at have presset politiet til at løslade den 17-årige i en anden sag, hvor hun blev tilbageholdt for tyveri. Berlusconi nægter dette, men erkender at have kontaktet politiet i forbindelse med sagen.

Den nu 18-årige marokkanske kvinde, hvis rigtige navn er Karima El Mahroug, afviser at have haft sex med premierministeren. Hun har dog fortalt, at hun har modtaget 7.000 euro fra ham efter en fest.

Berlusconi afviser nogensinde at have betalt for sex og siger, at hans fester var "almindelige middagsselskaber."

Stjerne kan vidne

Blandt de mange vidner er også kendte ansigter.

Premierministerens forsvarere har blandt andre bedt den amerikanske skuespiller George Clooney om at vidne i retten, efter Ruby har fortalt italiensk politi, at han har deltaget i en af Berlusconis fester sammen med sin italienske kæreste.

Ifølge den britiske avis The Independent har den amerikanske skuespiller sagt, at han kun har mødt Berlusconi en enkelt gang i forbindelse med noget afrikansk hjælpearbejde. Hans italienske kæreste nægter også nogensinde at have deltaget i den italienske premierministers fester.

Blandt vidnerne er også flere italienske ministre og kendte italienere, fortæller advokaten ifølge AFP.

Hvis Berlusconi bliver kendt skyldig, risikerer han fængselsstraf.