Berlusconi har 260.000 fjender på Facebook

Facebookgruppe truer Berlusconis parti op til weekendens regionalvalg.

Italiens premierminister Silvio Berlusconi. Fold sammen
Læs mere
Foto: MASSIMO PERCOSSI
BARCELONA: De fleste Facebook-brugere kender situationen. Man er i gang med at rydde op på profilen og opdager til sin overraskelse en ophobning af diverse mere eller mindre obskure gruppemedlemskaber med politisk budskab. Man støtter måske kampen mod trafficking og er træt af klimadebatten. Eller man bakker op om Irans demokratiske opposition og foretrækker komikeren Michael Palin som amerikansk vicepræsident frem for efternavnesøsteren Sarah. Ofte er der tale om grupper, man har tilmeldt sig i et øjebliks indignation eller af almindelig sympati for derefter at glemme alt om dem. For sådan er kulturen på nettet; impulsiv, flygtig og uforpligtende. Som regel, men ikke altid. Det violette folk Selvfølgelig havde de regnet med en vis respons, de fem FB-bloggere, der i oktober oprettede en side med det ene formål at samle en demonstration mod Silvio Berlusconi. Efter en række korruptions- og sexskandaler med premierministeren som hovedperson var kvalmegrænsen nået for mange italienere. Alligevel oversteg interessen de vildeste forventninger. I løbet af mindre end to måneder havde siden fået 380.000 fans med lokale undergrupper overalt i Italien samt adskillige andre lande, heriblandt Danmark. Da demonstrationen, »The No B Day«, blev afviklet 5. december deltog mindst en halv million. Ikke blot i de store italienske byer, men også i Berlin, Barcelona, Sydney og San Francisco m.fl. En ny bevægelse - på en gang virtuel og af kød og blod - var født, og kort efter opstod navnet Il Popolo Viola - Det violette folk. Fordi farven signalerer passion, handlekraft og ikke mindst uafhængighed af Italiens politiske partier, forklarer Julia Filingeri, Giovanna Paschero og Paola Barbati pr. mail. Ikke et nyt parti De tre kvinder er administratorer af den nye og permanente FB-side, der vokser med ca. 20 nye fans i timen, og som i disse dage er på vej mod de 260.000. Siden fungerer som et enormt debatforum, og det er her ideer til nye demonstrationer opstår. Il Popolo Viola har de seneste måneder vist sin evne til med lynets hast at organisere protestaktioner mod såvel Berlusconis forsøg på at omgå valgloven som den calabresiske mafia. Bevægelsen har med andre ord potentialet til at vende op og ned på Italiens politiske landskab og i særdeleshed en centrumvenstrefløj, der har vist sig ude af stand til at formulere et troværdigt alternativ til Berlusconi. Men der er ingen planer om at gå ind i politik i traditionel forstand, forsikrer Filingeri, Paschero og Barbati. »Il Popolo Viola er en pressionsgruppe, der forsøger at vække Italiens offentlige opinion - hverken mere eller mindre. Folk af alle aldre og med forskellig kulturel, politisk og etnisk baggrund kan for første gang komme til orde via et socialt netværk,« skriver administratorerne og tilføjer: »Nettet er ekstremt dynamisk, og ingen kan derfor vide, hvordan Il Popolo Viola vil udvikle sig. Men én ting er sikker. Dette er ikke et nyt politisk parti.« Afgørende indflydelse Ikke desto mindre vil bevægelsen få meget direkte indflydelse på italiensk politik de kommende år. Det mener Antoni Gutiérrez-Rubí, der er ekspert i politisk kommunikation og sociale netværk. »Il Popolo Viola kanaliserer en dyb utilfredshed med såvel Berlusconis mangel på respekt for de demokratiske spilleregler som den traditionelle venstrefløjs impotens. Det er et selvgroet borgeroprør med en mobiliseringsevne, som ikke er set ret mange gange i Italiens historie,« forklarer Gutiérrez-Rubí. Bevægelsen vil tvinge venstrefløjen til at forny sig helt fra bunden. Bl.a. ved at gå ind og påvirke partiernes opstillingsprocesser, vurderer han og spår Il Popolo Viola afgørende indflydelse på udfaldet af kommende valg. Vil en kaotisk organiseret Facebook-gruppe lykkes, når såvel den traditionelle venstrefløj som anklagerne i Berlusconis utallige sager om korruption og magtmisbrug har lidt nederlag? Vil en violet og virtuel storm blæse Il Cavaliere ud af regeringspaladset og forpurre hans planer om at blive præsident? De italienske regionalvalg, der afvikles søndag og mandag, vil give et første fingerpeg.