Politiet i Berlin har planer om at sende tusindvis af betjente på gaden nytårsaften efter uro sidste år og på grund af spændinger knyttet til krigen i Gaza.

Det siger Berlins politidirektør, Barbara Slowik, til nyhedsbureauet dpa.

Mere præcist skal 2000 til 2500 betjente fra Berlin samt støtte fra delstaterne Sachsen, Sachsen-Anhalt og føderale betjente sættes ind.

- Det er den største politioperation på nytårsaften i de seneste årtier, siger Barbara Slowik.

- Det skyldes især konflikten i Mellemøsten, som gør den operationelle situation meget mere udfordrende og kompleks.

Sidste år var der en del uro på gaderne i nogle kvarterer i Berlin samt i andre større byer.

I tillæg til den sædvanlige fyrværkeriaffyring i gadebilledet blev der i Berlin også meldt om angreb med fyrværkeri på betjente, brandfolk og ambulancefolk.

Der var ifølge mediet Deutsche Welle meldinger om, at brandbiler "blev lokket i bagholdsangreb". Her blev de beskudt med fyrværkeri.

Ved begyndelsen af 2023 var mindst 41 betjente blevet kvæstet alene i Berlin.

Antallet af vogne på gaderne øges også.

- Samtidig stiger antallet af patruljebiler fra de sædvanlige 150 om natten til 220, siger Slowik.

500 føderale betjente vil blive sendt ud til byens s-tog- og togstationer.

Derudover skal beredskabet beskyttes mod den form for angreb, der fandt sted sidste år.

- Vi øger i markant grad beskyttelsen af brandvæsnet og andet nødberedskab. Og vi er også i høj grad til stede i de relevante områder, siger Slowik.

Generelt i Tyskland har der været meldinger om en hel del voldshandlinger knyttet til konflikten i Gaza.

Den tyske justitsminister, Marco Buschmann, sagde for omtrent en uge siden ved et jødisk arrangement i Berlin, at der er blevet registreret omkring 4300 kriminelle handlinger knyttet til krigen i Gaza.

Heraf var næsten 500 voldshandlinger.

/ritzau/dpa