Berlingskes USA-korrespondent i Baltimore: Det er et vildt syn

Berlingskes USA-korrespondent er til stede i Baltimore, hvor et containerskib påsejlede Francis Scott Key Bridge natten til tirsdag lokal tid. 

Jacob Heinel Jensen, Berlingskes USA-korrespondent, er nu i Baltimore, hvor han står og kigger ud på broen, der er kollapset, efter containerskibet Dali sejlede ind i den.

»Det ser ud som billeder fra en katastrofefilm. Broen er helt maltrakteret i midten. Det er et vildt syn. Chokerende,« siger Jacob Heinel Jensen i telefonen.

Han fortæller videre, at meget af byen er spærret af, og at der er politi overalt.

»Jeg talte med en lokal mand før, der sagde, at det er sådan noget, man ikke tror sker der, hvor man bor. Det er derfor, folk er rystede,« siger Jacob Heinel Jensen og fortsætter:

»Hele byen er dybt påvirket af det. Også praktisk, fordi broen er en trafikal hovedåre, og derfor er det nu blevet meget svært at komme rundt. Hele byen er simpelthen gået i stå.«

Inden da havde Berlingskes korrespondent talt med Joe, der arbejder i det store Amazon-lager ved siden af broen.

»Jeg fik en besked fra en ven, der er flyttet til South Carolina. Først troede jeg, det forhåbentlig bare var en frygtelig vits. Men så kiggede jeg på Facebook og så, at sådan var det ikke,« siger Joe i videoen, du kan se ovenfor. 

Containerskibet »Dali« påsejlede natten til tirsdag den 2,6 kilometer lange motorvejsbro natten til tirsdag.

Påsejlingen medførte, at broen øjeblikkeligt kollapsede.

Indtil videre er mindst seks mennesker savnet efter broulykken. 

Grunden til, det ikke gik værre, er tilsyneladende, at skibet fik udsendt et mayday-signal, hvorfor flere biler blev stoppet af myndighederne, inden de krydsede broen.