For få timer siden var der sirener i gang i det sydlige Tel Aviv ved den tidligere arabiske by Jaffa.
Men nu er der stille i Tel Aviv, og stilheden forstærkes lørdag af sabbatten, som også normalt lægger en dæmper på byen.
»Israel har i meget høj grad været lukket ned siden angrebet i sidste weekend. Tel Aviv er normalt en livlig by, men næsten alle butikker og restauranter er lukket, og man kan kun købe de mest basale fornødenheder,« siger Uffe Taudal.
Både militæret og premierminister Benjamin Netanyahu har udtalt, at man vil indlede et angreb af en størrelse, der ikke er set før.
»Befolkningen venter derfor i høj grad på, både hvad der skal ske, og hvornår det sker,« siger Uffe Taudal.
Selvom familierne til de 150-250 gidsler i Hamas' varetægt håber på, at gidslerne vil blive reddet, peger både den offentlige samtale og politikernes og militærets udtalelser og handlinger på, at det ikke er gidslerne, der har forrang i de kommende krigshandlinger.
»Hvis det var mit familiemedlem, der blev holdt som gidsel, er det klart for mig, at nationens interesser ikke kom først. Jeg selv og de journalister, jeg har talt med, modtager også mange henvendelser fra pårørende, som ønsker at få historierne om gidslerne fortalt,« siger Uffe Taudal.
Samtidig har Israel indkaldt reservister i hidtil uset grad, og folk står i kø for at melde sig som frivillige til militæret. Samtidig er den oprindelige deadline, som militæret havde givet civile til at få evakueret sig mod syd i Gaza, egentlig udløbet, hvorefter Israel dog har sagt, at man vil tillade civile at bevæge sig sydpå i sikre korridorer indtil lørdag eftermiddag.
»Og det er disse ting, både befolkningen og medierne taler om i langt højere grad end gidslerne. Netanyahu har endnu heller ikke – så vidt jeg har set – været på besøg hos pårørende til gidsler, og det kan tolkes som et signal. Havde han besøgt familier, ville det i hvert fald have et signal om, at Israel ville gøre alt for at beskytte gidslerne.«
Men angrebet i lørdags var det største nogensinde, og det var et hårdt slag for Israels selvforståelse. Dels har Israels militær selv sagt, at det ikke har levet op til sit ansvar, og dels er Benjamin Netanyahu udsat for meget hård kritik.
»Derfor skal begge vise, at de handler. Tidligere har det været nok at 'svække infrastruktur' eller at dræbe dele af Hamas-ledelsen. Men nu kræver befolkningen noget mere,« siger Uffe Taudal.
Taudal tør ikke spå om, hvornår invasionen starter.
»Men det skal ske snart. Med et helt lukket samfund og de voldsomt mange indkaldte reservister har man spændt alting meget hårdt op. Hele samfundet holder vejret. Så man kan ikke vente ret længe, før der er nødt til at ske noget.«
Man kan læse Uffe Taudals reportage fra Ramallah på Vestbredden her