Beredskabsstyrelsens indsats i Nepal er slut

173 dage efter et kraftig jordskælv ramte Nepal og efterlod 8.000 mennesker døde, afslutter Beredskabsstyrelsen nu sit arbejde i landet.

I april omkom over 8.000 mennesker, mens omkring 16.000 blev kvæstet under en serie af voldsomme jordskælv i Nepal.

Efter det første store jordskælv, der målte 7,8 på Richter-skalaen, sendte Beredskabsstyrelsen mandskab og nødhjælpsudstyr til katastrofeområdet. Og efter knap et halvt år er den nu færdig med sit arbejde i landet, fortæller sektionschef Nicolai Kristensen.

»Vores vigtigste opgave har været at støtte FNs koordinationsarbejde i Nepal. Vi har leveret koordinationscentre både i hovedstaden, Kathmandu, og ude i de berørte områder, hvor man har haft problemer med at finde indkvartering til FNs nødhjælpseksperter. Det er jo svært at koordinere nødhjælp, hvis man ikke har et kontor eller et sted at bo,« siger han.

Beredskabsstyrelsen overdrager nu udstyret til lokale nødhjælpsfolk.

»Her cirka seks måneder senere har vi trænet folk til at overtage indkvarteringen og kontoropgaven, sådan at nødhjælpen kan fortsætte,« siger Nicolai Kristensen.

»Nepal har stadig brug for hjælp. Man anslår, at omkring 80.000 husholdninger stadigvæk har behov for hjælp til at genetablere deres huse. Det er altså omkring 400.000 mennesker, der stadig har problemer med indkvartering, nu hvor vinteren står for døren,« siger han.

Sektionschefen tilføjer, at det internationale samfund vil være til stede i Nepal i mange måneder endnu.