Belgiens konge siger nej til regeringens afgang

Belgiens premierminister hedder stadig Yves Leterme, for Kong Albert II har sagt nej til hans afskedsbegæring.

Kong Albert II gør honnør ved forrige års belgiske nationaldag. Fold sammen
Læs mere
Foto: GERARD CERLES

Belgiens Kong Albert II vil ikke uden videre acceptere, at den belgiske regering træder tilbage.

Premierminister Yves Leterme gik ellers den tunge gang til kongen torsdag eftermiddag med regeringens afskedsbegæring, efter at det liberale flamske parti Open VLD trak sin støtte til regeringen.

Men efter et møde med Leterme har kongen udsendt en erklæring, hvor han understreger, at det vil være "uhensigtsmæssigt" at kaste Belgien ud i en ny politisk krise, og at kongen derfor har sat sin afgørelse i bero.

- Under de nuværende omstændigheder vil en politisk krise være uhensigtsmæssig, og det vil kunne gøre alvorlig skade mod på den ene side borgernes økonomiske og sociale velfærd og på den anden side Belgiens rolle på europæisk plan, lyder det i den officielle erklæring fra kongehuset.

Belgien har som mange andre EU-lande store problemer med underskud på statsbudgettet og en statsgæld, der ventes at blive større end landets samlede økonomi i løbet af 2010.

Samtidig står Belgien foran at skulle overtage EU-formandskabet om godt to måneder, og det vil udstille landet, som danner hjemsted for EU's institutioner, hvis det sker midt i en regeringskrise.

Letermes flamske kristendemokrater har fortsat et minimalt flertal bag regeringen. Men han er nu fuldt ud afhængig af støtten fra tre fransktalende partier i det sprogligt og kulturelt splittede land.

Det ser dog ikke umiddelbart ud som om, at der kan findes flertal for andre regeringskoalitioner.

Det er ikke første gang, at den belgiske konge afviser Leterme, når han ønsker at træde tilbage. Det samme skete i juli 2008 under Letermes første regeringsperiode.

Senere samme år fik Leterme dog lov til at forlade posten, inden han fik et overraskende comeback som premierminister i november sidste år.

/ritzau/