Belgien stemmer nej til burka

134 stemmer for og ingen imod i Belgiens underhus. Hvis Senatet også stemmer ja, får Belgien Europas første burkaforbud.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med 134 stemmer for og ingen imod har det belgiske underhus stemt for at forbyde den islamiske burka offentligt.

Dermed er Belgien godt på vej til at blive det første europæiske land, der forbyder burka, niqab og andre heldækkende dragter.

Forbuddet kan imidlertid ikke træde i kraft, før det også har været til afstemning i parlamentets andet kammer, Senatet, skriver nyhedsbureauet Belga. Her ventes det ligeledes at blive vedtaget.

Afstemningen i underhuset skulle have fundet sted i sidste uge, men blev udskudt efter regeringen trådte tilbage. Det er endnu uvist, hvornår Senatet kan stemme om spørgsmålet.

Belgien har på nuværende tidspunkt kun en forretningsregering. Iagttagere venter, at landet holder valg i juni, men der er endnu ikke fastsat en dato.

Ifølge lovteksten kan personer, der overtræder burkaforbuddet, idømmes en bødestraf på 25 euro (186 kroner) eller op til syv dages fængsel.

Forbuddet gælder på offentlige steder som gader, parker, sportsanlæg og kommunale og statslige bygninger.

Også regeringen i Frankrig overvejer at indføre forbud mod burkaer og lignende klædedragter der gør, at en person ikke kan identificeres.

/ritzau/dpa