Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det har kostet blod, sved og tårer, trukket titusindvis af bekymrede borgere på gaderne og sat Belgiens fransktalende region Vallonien på landkortet i en grad, der ikke er set siden kulindustriens storhedstid for mange årtier siden.
Vallonien har i ugevis nægtet at lade den belgiske regering underskrive EUs omfattende frihandelsaftale med Canada, kaldet CETA, men torsdag kom der hvid røg fra forhandlingerne mellem de belgiske regioner og den belgiske regering. De er nu enige om de forsikringer, der skal føre til, at aftalen kan underskrives.
»Belgisk aftale om CETA. Alle parlamenter kan nu godkende inden i morgen midnat. Vigtigt skridt for EU og Canada,« erklærer Belgiens premierminister, Charles Michel, på Twitter.
Valloniens premierminister Paul Magnette, der har været den centrale figur i forhandlingerne erklærer ifølge den belgiske avis Le Soir også, at han er tilfreds med de forsikringer, som han har fået, og dermed er det umiddelbart svært at forestille sig, at det aftalen bliver stemt ned i de regionale parlamenter fredag.
Forsikringerne omhandler især betydningen for vallonsk landbrug samt den omdiskuterede investorbeskyttelse, der giver virksomheder mulighed for at lægge sag an mod europæiske regeringer, hvis ny lovgivning ændrer grundlaget for investeringer, der er sat i gang.
Den præcise ordlyd skal dog nu forbi EU-Kommissionen, de øvrige EU-lande og ikke mindst den canadiske regering, før aftalen er endeligt i hus. De 28 EU-ambassadører mødes allerede torsdag eftermiddag for at se på, hvad belgierne er kommet frem til.
Aftalen skulle have været underskrevet i dag i Bruxelles, men det aflyste den canadiske regering sent i går aftes, fordi der ikke var afklaring i Belgien endnu. De 27 andre EU-landes regeringer har - efter betydelig modstand i lande som Tyskland og Østrig - sagt god for en underskrivelse af aftalen.
»Jeg er glad for de gode nyheder fra premierminister Charles Michel. Når alle procedurer er færdiggjort, så EU kan underskrive CETA, vil jeg kontakte premierminister Justin Trudeau (fra Canada, red.),« lyder det fra EU-præsident, Donald Tusk, på Twitter.
Det vallonske parlament ventes ifølge Le Soir at stemme om aftalen fredag eftermiddag, mens Bruxelles-regionens vallonske parlament - ja, sådan et findes også - vil stemme fredag aften.
Også parlamentet for det lille tysktalende mindretal har været kritiske over for aftalen, men det har hele tiden været udlægningen, at det var Vallonien og Magnette, der skulle overtales, for at få alle andre til at følge med.
Donald Tusk sagde på sidste uges EU-topmøde, at hele processen har skadet EUs troværdighed som forhandlingspartner. Han advarede også om, at CETA kan blive EUs sidste store frihandelsaftale, hvis EU-landene ikke bliver bedre til at overbevise borgere om, at man forhandler frihandelsaftaler for deres skyld, og at idéen er at skabe velstand, samtidig med at man sikrer høje standarder for beskyttelse af såvel forbrugere som miljøet.