Belejret moskés mure sprængt i stykker

I Pakistan har regeringsstyrker sprængt murene ind til den belejrede moské i Pakistans hovedstad, Islamabad.

Pakistanske sikkerhedsstyrker sprængte søndag huller i murene på den belejrede Røde Moské i Pakistans hovedstad, Islamabad.

Det skete, for at give de hundreder af kvinder og børn, der opholder sig i moskéen, mulighed for at flygte.

Pakistanske regeringssoldater har holdt moskéen omringet siden tirsdag, da der efter måneders spænding brød kampe ud mellem bevæbnede militante i moskéen og regeringssoldater. Mindst 21 mennesker vides med sikkerhed at være blevet dræbt.

Regerings- og militærembedsmænd siger, at den revolutionære islamiske præst Abdul Rashid Ghazi har en hård gruppe af mellem 50 og 60 militante, hvoraf nogle er fra pakistanske grupper med forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, der fører an i kampene.

/ritzau/