En række EU-lande støtter et forslag fra EU-Kommissionen om at bruge indefrosne russiske midler i Ukraine.

Men Belgien er fortsat utryg ved modellen.

Det fortæller en EU-embedsmand efter et topmøde i København, og derfor kunne EU's stats- og regeringschefer ikke onsdag give grønt lys til den konkrete model, der blev præsenteret.

Den belgiske premierminister, Bart De Wewer, delte "en række juridiske og tekniske bekymringer" på EU-topmødet på Christiansborg Slot.

Landene er dog enige om at arbejde videre og søge andre veje til at bruge de indefrosne midler i det trængte Ukraine - med støtte fra alle medlemslande.

- Jeg har netop fremlagt EU-Kommissionens forslag. Vi har haft en fin første drøftelse af forslaget. Selvfølgelig skal dette forslag nu studeres nærmere, men det glæder mig, at der er stor interesse for idéen, siger kommissionsformand Ursula von der Leyen på et pressemøde onsdag aften.

- Angående Belgien er der ingen tvivl om, at der ikke kan være tale om, at Belgien skal stå alene med riskoen. Riskoen skal vi være fælles om, uddyber hun.

EU-Kommissionens forslag går på at bruge 140 milliarder euro, svarende til 1045 milliarder danske kroner, af de russiske midler på et lån til Ukraine. Det skal Ukraine så betale tilbage, når Rusland - ifølge EU-Kommissionen - en dag skal betale krigsskadeerstatning til Ukraine.

Kommissionen har lagt op til, at EU-landene skal garantere de russiske midler over for den finansielle institution Euroclear, hvor midlerne står.

Den konkrete udfordring for Belgien ligger i, at Euroclear er placeret i Belgien. Derfor er Belgien utryg ved mulige konsekvenser af at bruge midlerne.

En talsmand i Kreml har onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at personer, som står bag konfiskering af russiske midler, vil blive stillet til ansvar, og at man vil betragte det som simpelt tyveri.

EU-landene skal diskutere modellen for brug af indefrosne russiske midler igen på et topmøde i Bruxelles om få uger.

- Vi fortsætter drøftelserne på vores næste EU-topmøde i oktober. Siden 22. februar har EU stået fast bag Ukraine, ikke kun med ord men også i handling, skriver EU-præsident António Costa på den sociale platform X.

/ritzau/