Beirut bløder

Israels krig mod Hizbollah i Libanon for et år siden har været en bekostelig affære for libaneserne. Krigen gjorde det af med Libanons sårbare politiske ligevægt, og landet er nu tæt på kollaps. Beirut, Libanons normalt sprudlende hovedstad, er forvandlet til en livløs kulisse for stormagternes magtspil.

Før og nu. Israelerne gik sidste år ind i Libanon - og i særdeleshed den sydlige del af Beirut, som er Hizbollahs kerneområde. Til venstre ses et område i det sydlige Beirut, som det så ud for et år siden - til højre som det så ud i går. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Før krigen i Libanon sidste sommer var Beirut som boblende Perrier-vand. Kvinder i bare maver og sexede toppe promenerede, forretningsmænd i italienske jakkesæt diskuterede gestikulerende, mens myriader af store biler summede gennem de hede chikke gader. Og når solen gik ned over Middelhavet, sydede og dunkede den ukuelige libanesiske livsglæde videre i hektiske barer og mondæne natklubber i Beiruts Monot street.

I dag er Beirut befolket af nøgne voksmannequiner i de forretninger, der har drejet nøglen om. Cafebordene og restauranterne er tomme, og byens gader uhyggeligt øde, som om der havde været en form for giftudslip. Som en enkelt cafeejer Fouad Abboud, der har holdt skansen i Beiruts gule, renoverede centrale downtown-område, siger:

»Hele den arabiske verden plejede at være i Beirut på denne tid af året. Man måtte minimum vente en halv time på et bord. Nu er her kun vilde katte.«

På mange gadehjørner og checkpoints vogter pansrede mandskabsvogne stilheden, og soldater i brune uniformer og brun-grøn camouflage patruljerer overalt.

Det er i dag et år siden, at den shiamuslimske milits Hizbollah kidnappede to israelske soldater fra Libanons sydlige grænse, hvorpå Israel bombede Libanons infrastruktur og raserede den sydlige del af landet. Krigen varede i 34 dage og kostede ifølge de officielle optællinger 1.123 libanesere livet.

Men krigen ændrede også balancen mellem Libanons politiske fraktioner, og landet er i dag så paralyseret og eksplosivt, at det føles som om, det kan springe i luften hver dag det skal være. Det tegner ikke bare skidt for Libanon, men for hele regionen, idet Libanon er et mikrokosmos for, hvad der er på færde i det øvrige Mellemøsten. Landets kludetæppe af 18 religiøse sekter gør Libanon til et barometer for regionens sindelag og magtbalance.

Parlamentet, en mørkegul bygning med en bred trappe, har været lukket siden seks oppositions-politikere i november trak sig tilbage og kortsluttede det politiske system. Foran premierministerens Grand Serail-palads er snesevis af hvide telte slået op, hvor oppositionen med Hizbollah i spidsen på niende måned protesterer for at få mere politisk magt.

I det nordlige Libanon bekæmper det libanesiske militær den ekstremistiske islamiske gruppe, Fatah al Islam, som Syrien menes at stå bag. Og i det sydlige Libanon ruster Hizbollah sig til det, mange ser som uundgåeligt: En ny krig mellem Israel og Hizbollah.

Mord på politisk balance
Israel gik sidste år i krig mod Hizbollah for at uskadeliggøre militsen og befri de tilfangetagne israelske soldater. Ingen af delene lykkedes. Det israelske efterretningsvæsen vurderer nu, at Hizbollah har bygget underjordiske bunkere og oprustet i en grad, så militsen er tilbage ved omtrent samme styrke som før krigen. Til gengæld gjorde krigen det af med Libanons sårbare politiske balance, pointerer mange iagttagere.

»12.juli-krigen dræbte Libanons politiske ligevægt, den såkaldte Taif-aftale, som fordeler magten mellem de rivaliserende partier,« siger Hilal Khashan, leder af det politiske fakultet på Beiruts Amerikanske Universitet. »Libanons politiske partier blev som et resultat af krigen endnu mere polariserede, end de allerede var.«

Libanons seneste femten år lange borgerkrig endte i 1990, efter Taif-aftalen blev indgået. Aftalen fordrer, at parlamentets sæder deles ligeligt mellem kristne og muslimer, at præsidenten skal være kristen maronit, parlamentets formand shiamuslim og premierministeren sunnimuslim. Taif-aftalen blev imidlertid aldrig rigtig implementeret. Syrien trak sig ikke ud af Libanon, som aftalen foreskrev. Syriske tropper forlod først Libanon i 2005, og Hizbollah blev ikke afvæbnet.

Israels krig mod Hizbollah, som på mange måder var Israels første militære nederlag, svækkede aftalen yderligere. Mange libanesere føler, at Vesten svigtede Libanon ved at lade Israel sønderbombe landet.

USA og Israel og et land som Danmark har ofte gentaget, hvor udtalt de støtter Libanons pro-vestlige regering og Libanons skrøbelig demokrati, der er enestående i Mellemøsten.

Men under sidste års krig var støtten til Libanons premierminister Fouad Siniora svær at fåøje på. Danmark var sammen med USA et af de lande, der længst modsatte sig en våbenhvile. Hizbollah, der støttes af Syrien og Iran, øgede som en følge af krigen sin popularitet betydeligt.

»Hizbollahs succes mod Israel i krigen sidste sommer bliver udlagt som en guddommelig sejr, og Hizbollah og dets allierede har siden villet omsætte sejren til mere politisk magt,« siger Hilal Khashan. Hizbollah indså samtidigt, at de ikke kunne stole på landets sunni-muslimske ledere, der ønskede, at Israel og Vesten tilintetgjorde Hizbollah.

Taxi-chaufførernes oprør
I Hizbollahs teltlejr udenfor Sinioras Grand Serail palads, spiller unge studerende kort på et bord med en »dug«, der består af et gråt filttæppe. Dybere inde i lejren hviler mænd i T-shirts og ternede skjorter sig henslængt på madrasser i telte med mønstrede tæpper. Andre beder knælende i teltenes tusmørke eller diskuterer med fægtende hænder siddende i kredse af hvide plasticstole.

»Vi er her for at gøre krav på vores rettigheder. Den nuværende regering nægter at give os den indflydelse, vi har ret til,« lyder det fra Muhammed, en Hizbollah-repræsentant i løsthængende skjorte og sorte plasticsandaler. Muhammed lader minutiøst små blå perler i en bedekæde glide gennem sine hænder, mens han taler.

Hizbollah støttes især af shia-muslimer, der traditionelt har udgjort Libanons underklasse og arbejdet som taxi-chauffører og service-arbejdere, mens sunni-muslimer og kristne har siddet på indflydelsen.

Hizbollah er allieret med partierne Amal, Marada og den kristne Frie Patriotiske Bevægelse, som ledes af den kristne maronit og tidligere militær-kommandør Michel Aoun. Oppositionen forlanger at få mere indflydelse og vil vælte den provestlige regering for at få det. Mange iagttagere er enige med oppositionen i, at den nuværende magtdeling i parlamentet ikke er tidssvarende og har været fortalere for, at regeringskoalitionen, der består af sunnimuslimske, drusiske og kristne partier, skal indgå en form for kompromis.

Men et kompromis har ladet vente på sig, og situationen er nu højspændt, idet den nuværende præsident Emil Lahouds mandat er ved at udløbe, og parlamentet den 25. september skal vælge en ny præsident.

Oppositionen har truet med at danne sit eget parlamentet, der ville kunne vælge en selvstændig præsident, således at landet ville have to parlamenter og to præsidenter. En situation, der ville være katastrofal for Libanon, men som de fleste fortsat håber ikke vil opstå. Ledere fra Libanons rivaliserende partier mødes i denne uge i Paris, hvor franskmændene vil forsøge at mægle mellem dem.

Scene for stormagters kampe
Situationen er så grel i Libanon, at »det politiske system kan kollapse,« som Paul Salem, leder af det amerikanske Carnegie Center for Mellemøsten i Beirut, formulerer det.

Flere fremtrædende anti-syriske politikere er blevet dræbt, og en række bilbomber har fået angsten til at pible frem hos Beiruts tilbageværende indbyggere. »Alle der kan forlade Beirut har i stor stil gjort det. Turisterne udebliver, og økonomien bløder,« siger Paul Salem. Samtidig holder libaneserne vejret af frygt for, at en ny borgerkrig, som den, der hærgede landet fra 1975-1990, kan bryde ud.

»I virkeligheden er borgerkrigen aldrig rigtig stoppet,« lyder det fra Sharif Farrah, en statskundskabs-studerende på Beiruts Amerikanske Universitet. »Vi har siden krigen oplevet en lang våbenhvile men ingen af krigens problemer blev for alvor løst,« siger han.

Selv om alle politiske fraktioner, også Hizbollah, deltager i konferencen i Paris, har få for alvor forhåbninger til, at den kan løse Libanons dybe krise. Libanon er som et skakbræt for regionens og verdens store spillere, og uden deres aktive medvirken, falder Libanon ikke til ro.

»Større magter med USA på den ene side og Syrien og Iran på den anden udkæmper i øjeblikket deres slag i Libanon,« siger Paul Salem, analytikeren.

Syrien forsøger via den politiske opposition og yderligtgående grupper som Fatah al Islam at destabilisere Libanon. Syrien prøver at spænde ben for et FN-tribunal, der skal stille de skyldige i mordet på Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri i 2005 for en domstol. De fleste er enige om, at Syrien står bag mordet, og at tribunalet, som FNs sikkerhedsråd har vedtaget, kan blive en så alvorlig affære for Syrien, at syrerne vil gør alt for at afværge det.

»Et tribunal ville for Syrien, der i forvejen er presset, kunne føre til international isolation a la Nord Korea eller Cuba,« siger Paul Salem. Mange vurderer derfor, at tribunalet næppe bliver til noget, fordi det ville kunne presse Syrien helt ud over kanten og skabe yderligere kaos i regionen.

Andre iagttagere mener ikke, at Libanon undslipper sin nuværende lammelse, før Israel i en ny krig stækker Hizbollah.

»Vi vil komme til at opleve en anden runde af krigen mellem Hizbollah og Israel. Den jødiske stat vil ikke i længden acceptere at have tabt til Hizbollah; til araberne,« siger Hilal Khashan fra Beiruts amerikanske universitet.

I Hizbollahs teltlejr udenfor Grand Serail-paladset bliver Muhammeds hænder mere febrilske, når talen falder på Israel. Perlerne i hans bedekæde farer gennem fingrene. Den høje mand ler og sender et skælmskt blik rundt i kredsen omkring ham. Så siger han:

»Israel vil angribe os igen. De kan ikke udholde, at Hizbollah vandt den sidste krig. Men sidste gang sagde Nasrallah (Hizbollahs leder, red.), at vi ville vinde, og det gjorde vi. Det vil ske igen.«