Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BEIJING: Gangene er mennesketomme på gymnasieskole nummer 13 i Beijings vestlige Xicheng-distrikt.
Det er midt på dagen, men lyset trænger ikke rigtig ind på det lille kontor, hvor engelsklæreren Wang Yan sidder bag sit skrivebord. Solen er fanget bag et mørkegråt filter et sted derude. Hun kigger ud ad vinduet og sukker.
»Det her er jo horribelt,« lyder det opgivende fra hende. Dagens undervisning – og de næste par dages – er aflyst. Samtlige omkring 1.000 elever har fået smogfri. Et nyt begreb i den kinesiske hovedstad, der tirsdag valgte at udstede en rød miljøalarm, fordi en ualmindelig tæt masse af bilos og kulstøv har lagt sig over storbyen. Rød er det højeste alarmberedskab og har aldrig været i brug før. Det sker kun, når meget alvorlig smog ventes at indhylle et område i over 72 timer. Som en konsekvens er alle skoler blevet lukket indtil torsdag eftermiddag.
»Vi fik først meldingen mandag aften, så du kan nok forestille dig, at det skabte en del frustrationer. Men vi er heldige, fordi eleverne her har en alder, hvor de kan passe sig selv,« siger Wang Yan.
Forureningen måles i antallet af små partikler kaldet PM2.5. Der bør ikke være mere end 25 mikrogram per kubikmeter af partiklerne i luften. 100 mikrogram er usundt, og et niveau på 300 betyder, at børn og ældre bør holde sig indenfor. I går ramte luftforureningen et niveau på 400. Indåndes for store mængder PM2.5, øges risikoen for åndedrætsproblemer, lungesygdomme og kræft. Samtidig er der større risiko for at blive smittet med influenza og andre vira eller bakterier. Det høje alarmberedskab betyder, at myndighederne har iværksat en række foranstaltninger, der skal forsøge at begrænse forureningen. Fabrikker er midlertidig lukket ned og arbejdet indstillet på nogle af byens største byggepladser. Halvdelen af Beijings biler – alle dem med en nummerplade, der ender på et ulige tal – er underlagt kørselsforbud. Også en stor del af alle offentlige køretøjer må blive i garagerne.
Alle slags masker
Restriktionerne på trafikken og skolelukningerne er til gene for mange af byens 20 millioner indbyggere. Og selve smoggen må de håndtere ved at holde sig hjemme, lyder opfordringen fra bystyret.
»Befolkningen må gøre dets bedste for at begrænse udendørsaktiviteter. Hvis man er ude, bør man bære maske eller træffe andre sikkerhedsforanstaltninger,« hedder det i en udtalelse fra Beijings bureau for miljøbeskyttelse. Og det gør mange. Ansigtsmaskerne kommer i mange former og farver.
Fælles for dem er, at de er ubehagelige at have på. Men både lugten og synet af den kvælende forurening er en hurtig påmindelse om, hvorfor de er nødvendige. Undersøgelser viser, at luftforureningen i Beijing i årets første måneder har været mindre alvorlig end tidligere år. Til gengæld bliver Beijing ind imellem ramt af voldsomme smogstorme; perioder på adskillige dage, hvor PM2.5-niveauet ryger uden for kategori. Sidst det skete var tidligere på måneden, hvor koncentrationen af de skadelige partikler nogle steder nåede helt op på over 1.000 mikrogram per kubikmeter. Smog af den type får sigtbarheden til at falde og byens højhuse til at forsvinde i gråhvide tåger.
Kulafbrænding er den store CO2-synder, og når kulden sætter ind, tænder de lokale myndigheder for centralvarmen med mere kulafbrænding og forurening til følge. Kina er verdens største kulforbruger og udleder af CO2, og de store samfundsmæssige omkostninger har tvunget de kinesiske myndigheder til at tage problemet alvorligt. Nye initiativer er løbende blevet lanceret, men tydelige fremskridt er det disse dage svært at få øje på. I mellemtiden må Beijings borgere holde sig indendøre, tage ansigtsmaskerne på og tænde for luftrenserne.