Begravelse for knivdræbt borgmester tiltrækker tusindvis

Omkring 45.000 personer var mødt op lørdag, da dræbt borgmester i Gdansk skulle begraves, estimerer politiet.

Tusindvis af borgere var mødt op, da den tidligere borgmester i den polske by Gdansk skulle begraves. Nogle fulgte med på storskærme rundt i byen. Agencja Gazeta/Reuters Fold sammen
Læs mere

Da den dræbte borgmester i den polske ny Gdansk, Pawel Adamowicz, skulle begraves lørdag, mødte titusindvis af borgere op for at vise deres støtte.

Bannere med billeder af borgmesteren prydede bygningerne i byen, mens der ifølge politiet deltog omkring 45.000 personer i begravelsen.

Flere nuværende og tidligere polske politikere mødte op for at udvise deres sympati.

Det gælder blandt andre den tidligere præsident Lech Walesa, der med et udgangspunkt som elektriker og på byens skibsværft var med til at arbejde mod kommunismen i Østeuropa.

Også den polske EU-præsident Donald Tusk og landets premierminister, Mateusz Morawiecki, var mødt op og lyttede til et kor i St Mary-kirken i byen, mens de ventede på, at Adamowicz' aske skulle i jorden.

Borgmesteren blev dræbt, da han søndag deltog i et velgørenhedsarrangement i byen.

Da han stod på scenen under arrangementet, hvor han skulle holde en tale, sprang en mand pludselig op på scenen og stak borgmesteren med en kniv.

Den efterfølgende nat var han igennem en operation, der tog flere timer. Men det lykkedes ikke at redde hans liv.

Adamowicz har været borgmester i Gdansk siden 1998. Han er en af de borgmestre i Polen, der har siddet i længst tid.

/ritzau/