Begmand til Tyrkiets sekulære elite

Det var Tyrkiets ikke-religiøse elite, der fremprovokerede søndagens parlamentsvalg, men det var det islamisk hældende regeringsparti, der ikke alene vandt, men også gik markant frem. Nu venter et nyt opgør i den strid, der udløste valget: Skal Tyrkiets præsident være troende eller verdslig?

Tilhængere af regeringspartiet AKP fejrede allerede i går eftermiddag sejren foran partiets hovedkvarter i Ankara. Foto: Umit Bektas/Reuters Fold sammen
Læs mere

Med omkring 50 procent af stemmerne optalt i går aftes får det tyrkiske regeringsparti AKP godt 47 procent af stemmerne ved gårsdagens parlamentsvalg. Det er en markant fremgang i forhold til det seneste valg i 2002, hvor regeringspartiet med de islamiske rødder blev bakket op af 34 procent af vælgerne.

Fremgangen for AKP (Partiet for Retfærdighed og Udvikling) med den karismatiske partileder og premierminister Recep Tayyip Erdogan i spidsen var ventet ifølge meningsmålingerne. Blandt andet fordi AKP-regeringen i de seneste fem år har fået rettet gevaldigt op på den tyrkiske økonomi.

Men selv om sejren var ventet, er fremgangen alligevel en alvorlig begmand til Tyrkiets verdslige elite og de to førende ikke-religiøse oppositionspartier, der beskylder AKP for at have en skjult islamisk dagsorden med det mål at gøre Tyrkiet til en sharia-stat som Iran.

Det største af de to nationalistiske og verdslige oppositionspartier, Republikansk Folkeparti (CHP) står til at få ca. 20 procent af stemmerne, mens det ligeledes verdslige, men endnu mere nationalistiske MHP (National Bevægelse) har knap 15 procent af vælgerne bag sig.

Politiske analytikere i Tyrkiets økonomiske hovedstad Istanbul og i regerings-hovedstaden Ankara hæfter sig ved, at det altså ikke er lykkedes det verdslige Tyrkiet med landets magtfulde militær som en central spiller at skræmme det store flertal af vælgerne med det islamiske kort. Og analytikerne peger også på, at opgøret i foråret om besættelsen af posten som Tyrkiets præsident kan have gavnet AKP ved gårsdagens valg.

Det var netop striden om præsidentposten, der udløste valget, der først skulle have været afholdt til november. Tyrkiets statsoverhoved i de seneste syv år skulle planmæssigt træde tilbage i maj, og AKP-regeringen ville have parlamentet, der i Tyrkiet vælger præsidenten, til at erstatte ham med en af sine egne nemlig udenrigsminister Abdullah Gül. Det var uacceptabelt for det ikke-religiøse Tyrkiet, eftersom Gül har en fortid som politisk islamist, og det store nationalistiske oppositionsparti CHP fik sammen med militæret forpurret Abdullah Güls kandidatur. I protest udskrev premierminister Erdogan så det parlamentsvalg, der blev afholdt i går.

Og nu forestår så endnu et opgør om præsidentposten, og da det kræver 367 mandater (to tredjedele af parlamentets i alt 550 medlemmer) at få valgt en præsident, må AKP ud og lave alliancer, hvis premierminister Erdogan endnu engang vil forsøge at få valgt Abdullah Gül. Ifølge flere tyrkiske aviser vil Erdogan dog sandsynligvis opstille flere andre kandidater, så der er mulighed for at finde en kompromis-kandidat, og så en ny AKP-regering ikke igen skal opleve en trussel om indgreb fra militæret.

Præsident-striden bliver parlamentets allerførste opgave.

Hverken regering eller parlament kan komme i gang med andre ting, før der er valgt en ny præsident. I henhold til den tyrkiske forfatning har parlamentet 60 dage til at få valgt en ny præsident. Mislykkes det, skal der afholdes nyvalg inden for 45 dage.

Hvor mange pladser i parlamentet, AKP kan erobre, afhænger af Tyrkiets noget indviklede valgregler med en spærregrænse helt oppe på ti procent.

Ved det seneste valg i 2002 vandt det dengang nye AKP en jordskredssejr. Partiet fik 363 af pladserne i parlamentet, men kun på baggrund af kun 34 procent af stemmerne.

Derudover blev kun et andet parti repræsenteret i parlamentet, nemlig det nationalistiske og stærkt sekulære CPH (Republikansk Folkeparti). Alle de øvrige gamle tyrkiske partier blev straffet af vælgerne på grund af Tyrkiets alvorlige økonomiske krise årene forinden.

Kurderne spøger
Umiddelbart er det svært at forestille sig, at AKP skal kunne samarbejde i en koalition med nationalisterne, hvis det bliver nødvendigt for regeringspartiet for at samle et flertal, og når der skal findes to tredjedele af parlamentarikerne bag en ny præsident.

Og det er i den forbindelse, at det store antal uafhængige kandidater, der denne gang er blevet valgt, bliver interessante. Mange af de uafhængige er politikere tilhørende det kurdiske mindretal, og de vil kræve indrømmelser i Tyrkiets politisk ømtålelige kurder-problematik, hvis de skal støtte en AKP-regering.

Men uanset hvordan Tyrkiets nye regering kommer til at se ud, vil den som noget af det første skulle tage stilling til et yderst ubehageligt spørgsmål, som har domineret i valgkampen: Skal den tyrkiske hær invadere det nordlige Irak og udrydde de baser, hvorfra Tyrkiets kurdiske oprørsbevægelse, terrororganisationen PKK, organiserer sine angreb på den tyrkiske stat?

En sådan invasion vil give amerikanerne nye store problemer i Irak oven i alle de andre, og den vil derfor føre til alvorlige kurrer på tråden mellem Washington og Ankara.

Men en invasion kan også få negative konsekvenser for Tyrkiets i forvejen besværlige optagelsesforhandlinger med EU.