Bedrøvet vælger mødte Hillary ude i skoven: »Der stod hun så«

Privatfoto Fold sammen
Læs mere

Hun var udpeget som den store favorit til at blive USA's 45. præsident, men da onsdagen gryede, måtte Hillary Clinton som bekendt se sig slået af Donald Trump.

For første gang siden nederlaget er den slagne demokrat blevet set uden for valgboblen, og det skyldes en ren tilfældighed; nemlig newyorkeren Margot Gersters hikingtur i skovene i Chappaqua-området lidt nord for millionbyen på østkysten.

På Facebook er hendes status-opdatering om mødet med Hillary og Bill Clinton blevet delt over 8.000 gange, og den har fået 105.000 reaktioner på blot 13 timer:

»Jeg har følt mig så ked af det siden gårsdagens valg, så jeg besluttede at tage mine piger med ud på en hikingtur for at slappe lidt af. Jeg besluttede at tage dem med ud til et af yndlingsstederne i Chappaqua. Vi var de eneste, der var der, og det var smukt og afslappende.«

»Da vi var på vej hejmad, hørte jeg noget, og da jeg gik lidt frem, så jeg hende. Der stod de så; Hillary Clinton og Bill Clinton med deres hunde, der gjorde præcis det samme, som jeg gjorde. Jeg krammede hende og fortalte, at et af de stolteste øjeblikke som mor var, da jeg tog Phoebe (datteren, red.) med ned for at stemme.«

»Hun krammede mig og takkede mig, vi vekslede nogle søde ord - og så fortsatte de deres tur ... Så stolt #iamstillwithher #lovetrumpshate #keepfighting #lightfollowsdarkness.«

Flere amerikanske medier har talt med Margot Gerster efter mødet i Chappaqua-området, hvor Clinton-parret bor.

Til CNN fortæller hun, at hun ser mødet med den tilsyneladende fattede og afslappede Hillary Clinton som et »tegn på håb«, og »forhåbentlig kan billedet opmuntre de personer, der har brug for det,« som hun er citeret for at sige.

Reaktionerne er - helt forventeligt - meget delte på sociale medier. Flere bruger historien til at diskutere de uroligheder i USA, der har fundet sted i kølvandet på Trumps sejr.

Som en Facebook-bruger skriver:

»Da Obama blev valgt, var jeg ikke glad, og jeg har aldrig betragtet ham som min »min Præsident«, men jeg respekterede hans embede; jeg råbte ikke, jeg protesterede ikke, jeg stoppede ikke trafikken, og jeg trådte ikke på det amerikanske flag ... jeg tror på den demokratiske proces, tab eller vind. De personer, der gør det her, prøver at undermindere og ødelægge USA, og alt hvad det står for i vores konstitution.«

En bemærkning, der har hentet over 3.000 'likes' hos CBS News.