Bederum skaber også kontrovers i udlandet: »Danske skoler er ikke et sted for religiøs udøvelse«

Det er ikke kun i Danmark, at bederum er omdiskuterede. I Tyskland har flere universiteter lukket muslimske og tvær- religiøse bederum, mens de er forbudt i Frankrig.

På Panum Instituttet under Københavns Universitet oprettede man som det første universitet herhjemme et bederum i 2001. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Danske skoler, gymnasier og universiteter er ikke et sted for religiøs udøvelse.«

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, da han på vegne af partiet meddelte, at man ønsker bederum på uddannelsesteder forbudt.

Siden har debatten om religionsudøvelse raset.

Der var imidlertid et forspil til debatten tilbage i efteråret. Dengang kom det frem, at bøn var blevet forbudt på en række gymnasiers område. Et af de mere kendte var Langkær Gymnasium, der også er kendt for sine etnisk opdelte klasser, der skal modvirke, at alle danske elever søger væk. I sin tid havde Langkær Gymnasium et bederum af en art. Det var et lille lokale, hvor overtegnede skribent i midten af 1990erne havde russisk. Dengang blev det kun brugt til bøn af skolens fem-seks medlemmer af Kristeligt Forbund for Studerende i enkelte frikvarterer.

Det var dog ikke disse bønner, som gymnasiets rektor, Yago Bundgaard, nævnte, da han sidste år forbød al forkyndelse på skolen. Her fremhævede han, at 35-40 muslimske drenge og et tilsvarende antal piger havde bedt kønsopdelt en almindelig fredag middag i skolens kælder, som var blevet til et uformelt bederum. Og at han flere gange havde set sig nødsaget til at stoppe det.

Hvorfor det egentlig var et problem, fremgik ikke helt tydeligt. Rektoren fremhævede, at skolen ville fokusere »på det, som holder os sammen, og ikke det, som gør os forskellige«.

Mattias Tesfaye var mere direkte i sin problematisering af bederum og mente, at »faren ved bederum [er] især, at der kan forekomme social kontrol, hvor nogle muslimske elever for eksempel presser andre til at praktisere islam i skoletiden«.

Tyske studerende må finde andre steder

Hvis man ser ud i Europa, er det ikke enestående, at bederum bliver lukket eller bøn forbudt i skoletiden. I Tyskland har retten til at bede været omdiskuteret i lang tid. I 2009 gav en domstol i Berlin en 16-årig gymnasieelev, der i retsdokumenterne er omtalt som Yunus M., ret til at bede i et separat lokale. Dommen blev imidlertid appelleret, og to år senere blev samme elev nægtet retten til at bede i skoletiden. Afgørelsen sætter imidlertid ikke præcedens for andre tyske gymnasier, så om de vil tillade bederum, er derfor stadig op til den enkelte rektor.

I begyndelsen af 2016 blev en række bederum på tyske universiteter lukket.

I marts lukkede Berlins tekniske universitet, TU Berlin, sine to kønsadskilte bederum for muslimer. Begrundelsen var her, at universitetets rektor ikke længere mente, at religiøse rum var foreneligt med universitetets ånd eller var nødvendige af praktiske årsager.

»Tidligere havde muslimer ikke de store muligheder for at praktisere deres religion i Berlin. Men nu er der mange bederum, som de studerende kan bruge. Måske ikke inden for gåafstand, men et par busstop derfra. Et bederum på universitetet er ikke længere nødvendigt,« udtalte han til Süddeutsche Zeitung.

Også et specifikt muslimsk bederum på Universität Duisburg-Essen blev lukket i februar sidste år. I en erklæring på universitetets hjemmeside blev begrundelsen anført som akut lokalemangel, der nødvendiggjorde inddragelsen af bederummet. I samme ombæring lovede universitetet dog at oprette et »stillerum« for alle universitetets trosretninger og gjorde i lighed med Berlins tekniske universitet opmærksom på, at lokalet var oprettet i en tid, hvor muslimer ikke havde andre steder at bede tæt på universitet, hvilket ikke længere var tilfældet.

De tværreligiøse bederum er dog heller ikke altid uproblematiske. Det tekniske universitet i Dortmund havde i en årrække et såkaldt meditationsrum til formålet. Men i februar sidste år blev rummet lukket, efter at en række muslimske mænd havde indført kønsadskillelse i rummet under bøn og brugt lokalet til opbevaring af bedemåtter.

»Forsøget på at skabe et rum til tværreligiøs meditation er slået fejl,« udtalte universitetets talskvinde til avisen Die Welt.

Briter accepterer bederum

Hvis man retter blikket mod to af Europas øvrige store nationer, Frankrig og Storbritannien, udgør de hinandens modpoler, hvad angår bøn i skoletiden.

Frankrig har en lang tradition for sekularisme og adskillelse af kirke og stat. I 2004 blev alle religiøse symboler forbudt på offentlige uddannelsesinstitutioner. Det førte til en ophedet debat om særligt det muslimske slør, hvor flere mente, at det var stærkt diskriminerende, at muslimske elever ikke måtte bære det. Af samme grund findes der heller ikke bederum i offentlige skoler, hvor elever og studerende må søge mod nærliggende moskeer.

Den britiske model er langt mere åben over for religion i skolerne. I offentligt finansierede grundskoler er religiøs andagt faktisk obligatorisk. Af loven Education Act fra 1944 fremgår det nemlig, at gudsdyrkelse af »bredt betragtet kristen karakter« skal finde sted hver morgen, dog med mulighed for at lave undtagelser, der tager højde for andre religiøse elevgrupper. Imidlertid bliver paragraffen ignoreret på en stor del af landets skoler, og flere – inklusive kristne gejstlige – har erklæret ønske om at få den afskaffet eller erstattet med tværreligiøse ceremonier.

På en lang række højere læreanstalter, inklusive hæderkronede universiteter som Cambridge og Oxford, er der indrettet bederum til de studerende, hvilket ikke har været genstand for voldsom offentlig debat.

Necef: Hører ikke til på universiteter

Kultursociolog Mehmet Ümit Necef, der er lektor ved Syddansk Universitet og har beskæftiget sig indgående med integration og islam, mener ikke, at bederum hører til på universiteter.

»Universitetets opgave er at undervise de studerende i at tænke udogmatisk og diskutere rationelt, mens religionerne ofte opererer med dogmer. Derfor mener jeg, at religion hører til i det private rum, hvor universiteterne er det offentlige rum.«

Han mener heller ikke, at et bederum er en nødvendighed for at praktisere sin religion.

»Som muslim kan man sagtens bede alle mulige steder, selv i et fly. Jeg kender flere muslimske studerende, som går ned og beder i et stille hjørne på eksempelvis et institutbibliotek her på Syddansk Universitet.«

Mehmet Ümit Necef fortæller, at der på Syddansk Universitet også har været problemer med universitetets tværreligiøse rum til fordybelse. Her havde en gruppe muslimske studerende i en periode opsat en skærm til at adskille de to køn under bøn. Dette fandt universitetets ledelse ifølge Necef imidlertid uacceptabelt, hvorfor bønnen nu foregår med kvinderne siddende bagest.

Necef understreger dog, at han ikke mener, at Danmark i lighed med Frankrig skal forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner.

»Danmark er et meget anderledes land end Frankrig, som har en stærk sekulær tradition, der stammer tilbage fra den franske revolution. I Danmark har man eksempelvis en statslig folkekirke, som også fylder en del i det offentlige rum. Derfor vil det efter min mening være problematisk, hvis politikerne dikterer, hvordan de enkelte uddannelser indretter sig i forhold til andre religioner. Selv om jeg ikke selv mener, at bederum hører til på universiteterne, bør det være noget, som den enkelte rektor og institution tager stilling til.«