BBC vil lave dokumentarserie om Greta Thunberg

Både i Storbritannien, USA og Danmark er der planer om at skildre Greta Thunbergs kamp for klimaet.

Den britiske tv-station BBC vil lave en tv-serie med klimaaktivisten Greta Thunberg. Her ses Greta Thunberg i sidste uge holde tale i sit hjemland, Sverige. Tt News Agency/Reuters Fold sammen
Læs mere

London. Den britiske tv-station BBC vil lave en dokumentarserie om den 17-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

Det fremgår af en artikel på BBC's hjemmeside.

Serien vil følge Greta Thunbergs internationale rejser med møder med topchefer og politikere og give et indblik i, hvordan det er at være et globalt ikon.

Samtidig vil der løbende i dokumentarserien sættes fokus på klimaforandringer gennem forskere, lyder det fra tv-producent på serien Rob Liddell.

- Klimaforandringer er formentlig det største problem lige nu, og det føles rigtigt at lave en autoritativ serie, der udforsker fakta og videnskab i det komplekse emne.

- At være i stand til at gøre det med Greta er et stort privilegie, samt at få et indblik i, hvordan det er at være et globalt ikon og et af de mest berømte ansigter på planeten, siger Rob Liddell.

I USA er tv-stationen Hulu også i gang med en dokumentar om Thunberg, der går under arbejdstitlen Greta, skriver BBC.

Også herhjemme vil den unge aktivists kamp for klimaet blive skildret, hvor det danske teater Aveny-T vil lave et teaterstykke om Greta Thunberg.

Hovedrollen som Greta Thunberg skal spilles af den 22-årige danske skuespillerinde Karla Løkke og har premiere i januar 2021.

Thunberg, der er en fremtrædende stemme i kampen mod klimaforandringer, begyndte for over et år siden sin skolestrejke for klimaet.

Hun blev væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i den svenske hovedstad, Stockholm.

Elever og studerende i det meste af verden har siden da ladet sig inspirere af den unge svenske klimaaktivist.

/ritzau/