Bare hænder og barberbladshegn

Situationen ved den make­donsk-græske grænse bliver mere og mere kaotisk, mens der politisk er indledt en stillingskrig. Også i franske Calais kom politi og asylansøgere i går i klammeri.

Asylansøgere forsøger at rive hegnet ned ved grænseovergangen i græske Idomeni. De blev mødt med tåregas og politi i kampuniformer. Foto: Louisa Gouliamaki/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TV-billederne var rystende og forstemmende. Rygtet var løbet gennem teltlejren, at grænsen var åbnet, og flere hundrede asylansøgere stormede frem mod det forstærkede hegn, der skiller Makedonien fra Grækenland ved byen Idomeni.

»Fri, fri, vi kan komme igennem,« råbte en af dem på græsk TV, mens græske grænsebetjente skyndte sig at fortælle en korrespondent for det tyske nyhedsbureau DPA, at der ikke var hold i rygtet. Grænsen var fortsat lukket.

Bevægelsen lod sig imidlertid ikke stoppe, frustrationerne kogte over, og flere hundrede asylansøgere forsøgte at forcere hegnet ved at bruge en metalstang som rambuk, mens andre flåede løs i den skarpe pigtråd med de bare hænder. Det lykkedes at få en port i hegnet slået ind, men bag hegnet ventede en talstærk falanks af makedonsk politi i kamp-uniformer, og snart bølgede tåregassen ind over de mange asylansøgere.

Mindst 22.000 asylansøgere er strandet i Grækenland, siden grænserestriktionerne trådte i kraft i de andre lande langs den såkaldte balkanrute, og grækerne frygter, at titusinder i løbet af få måneder vil være fanget i landet. Regeringen i Athen har derfor vendt sig mod de andre europæiske lande med en anmodning om hjælp til at løse en krisesituation, som bliver stadig mere eksplosiv.

Urokkelig kansler

Søndag aften var den tyske kansler gæst hos debatværten Anne Will i tysk TV, og hun stod som altid fast på, at den eneste løsning på situationen er solidaritet mellem EU-landene.

»Tror De i fuldt alvor, at alle EU-landene sidste år kæmpede til det yderste for at fastholde Grækenland i eurozonen blot for et år senere at lade Grækenland styrte ned i kaos?« spurgte hun retorisk.

Angela Merkel fastholder med andre ord sin position, og det tog de tyske medier til efterretning – om end med en smule bekymring i tonen:

»Det er ganske vist modigt, men måske også naivt i betragtning af det stigende politiske pres,« skrev Handelsblatt, mens den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung ligefrem greb til mild satire:

»Hos Anne Will præsenterede kansleren sig som kontinentets fremsynede skikkelse, der i sin største prøvelse har fundet sin egent-lige mission som kansler: lordseglbevarer for forestillingen om europæisk enhed.«

»Junglen« i Calais

Også i Calais greb politiet i går til tåregas, da omkring 150-200 asylansøgere kastede med sten og satte ild til tre nødtørftigt oprettede shelters. De protesterede mod den delvise rydning af teltlejren kaldet »Junglen« ved den franske havneby, hvor omkring 3.000 mennesker lever mere eller mindre permanent, mens de forsøger at slippe over Kanalen til Storbritannien.

I sidste uge godkendte en domstol regeringens beslutning om at rydde en del af lejren, og indenrigsminister Bernard Cazeneuve ilede med at forsikre, at myndighederne ville arbejde sammen med de humanitære organisationer for at genhuse asylansøgerne i en nærliggende park.

»Migranterne vil bare løbe væk og gemme sig i skovene, og så bliver politiet nødt til at løbe rundt og lede efter dem,« sagde aktivisten Francois Guennoc fra hjælpeorganisationen Auberge de Migrants til nyhedsbureauet Reuters.