Barack Obamas hvedebrødsdage er ovre

Den amerikanske præsidents popularitet hos befolkningen er ifølge de seneste meningsmålinger faldende, og det får nu medierne til at gå hårdere til ham, vurderer USA-ekspert.

Fløjshandskerne var taget af, da Barack Obama onsdag blev krydsforhørt af Fox News. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB

Da Obama onsdag aften skulle krydsforhøres af Fox News om sundhedsreformen, måtte han flere gange under interviewet finde sig i at blive afbrudt af journalisten. Det er usædvanligt, at der bliver gået så hårdt til en amerikansk præsident, vurderer USA-ekspert Peter Kurrild-Klitgaard.

- Når journalisterne interviewer en amerikansk præsident - som mange i betragtning af hans embede ville betegne som verdens vigtigste mand - plejer de at anlægge en vis underdanig tilbagetrukkethed, siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Læs også: Højrefløjens "The-selskab" presser Obama mest

Han peger på, at det er overraskende, at Obama har valgt at stille op til et interview med Fox News, som generelt er mere konservativ i sit politiske tilsnit.
Så sent som sidste sommer meldte Obama nemlig ud, at at han ikke ville have noget med TV-stationen at gøre.

- Grunden, til at han alligevel gør det nu, er, at han er presset. I dag er Gallup kommet med sin seneste måling af Obamas popularitet, og den viser, at han for første gang har flere imod sig end for sig. Derfor har han behov for at stille op til en TV-station, som han ved er kritisk over for ham, for at nå nogle vælgere, som han ellers ikke ville komme ud til, siger han.

Det er især sundhedsreformen, der har sat præsidenten under pres. Obamas vigtigste reform i hans første år som præsident har nemlig et markant flertal imod sig. Men også økonomien og korruptionssagerne har spillet en rolle for Obamas faldende popularitet.

Sundhedsreformen tærer

- Obamas popularitet ligger lige nu på samme niveau som George Bush's, da Irak-krigen begyndte at gå rigtig dårligt. Det er delvist en refleksion af sundhedsreformen, men også af spørgsmålet om budgetunderskuddet, som er blevet noget af en folkesag i USA og virkelig har sat Obama-administrationen under pres. Endelig kører der for tiden en række korruptionssager, som har slidt på demokraternes image, siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Læs også: Obama meget tæt på sin største triumf

Han vurderer, at det er oplagt, at flere journalister fremover også vil gå hårdere til præsidenten. Der er nemlig en tendens i de amerikanske medier til at være mere positive over for en præsident, når det går godt.

- Da Obama vandt valget og havde høje popularitetsmålinger i vinteren 2008-2009, fik han meget medvind i mediedækningen. Men når først en præsident ryger ned under de 50 procents tilslutning, begynder medierne at gå hårdere til vedkommende, siger Peter Kurrild-Klitgaard og fortsætter:

- Så Obama-administrationen er nu kommet ind i en 2. fase, som absolut ikke er hvedebrødsdage mere. Nu vil selv medier, som ikke er pro-republikanske, også begynde at gå efter ham. Det kan man se, hvis man kigger på de forskellige amerikanske aviser og blogs.