Barack Obama har kastet sig ind i valgkampen og er for tiden på rundrejse i en række svingstater.
Og ved et vælgermøde i Pennsylvania torsdag kom Barack Obama med et udsædvanligt hårdt angreb på Donald Trump.
»Der er hans tweets kun med store bogstaver. Vrøvlerierne om skøre konspirationsteorier. Man har de to timer lange taler med ordsalat! Det er ligesom Fidel Castro, de bliver ved og ved,« sagde Barack Obama.
Siden begyndte han at tale om, hvordan Trump hele tiden prøver at sælge folk ting, Trump-sko, 600.000 kroners Trump-ure og endda en Trump-bibel:
»Han vil have dig til at købe Guds ord i en Donald Trump-udgave! Hans navn står lige der ved siden af Mathæus og Lukas. Man kan ikke finde på den slags ting,« sagde Barack Obama til grin fra salen.
Alt dette sagde han, for at understrege sin pointe om, at Trump kun ønsker magten for at pleje sine egne og sine rige venners interesser.
Men det var ikke kun Donald Trump, der fik en bredside torsdag.
For tidligere på dagen talte Obama med en mindre gruppe vælgere i nærheden af Harris' kampagnekontor i Pennsylvania.
Lydklippet blev delt i den populære Fox News-vært Jesser Watters program på Fox News, »Jesse Watters Prime Time«.
Mon det handler om en kvindelig præsident?
Barack Obama sagde, at der ikke var samme begejstring i kvartererne og nabolagene, som da han selv stillede op - og at den manglende begejstring omkring Harris' kampagne »ser ud til at være mere udtalt blandt brødrene (sorte mænd, red.)«.
For Kamala Harris kæmper ifølge CNN med at tiltrække mandlige sorte vælgere, som ellers er en vælgergruppe, der i stor stil stemte på både Barack Obama og Joe Biden.
Obama sagde til det lille vælgermøde, som der er optaget lyd fra, at valget står mellem en person, der genkender sorte menneskers oplevelser, og en der ikke gør:
»I overvejer at blive hjemme, eller at støtte en person (Donald Trump, red.) der har en historik med at nedgøre jer, fordi I tror, at det er et tegn på styrke, fordi det er det, det vil sige at være en mand? At nedgøre kvinder? Det er ikke acceptabelt,« sagde Barack Obama ifølge CNN.
Han tilføjede, at han har et problem med, at sorte mænd finder på undskyldninger for ikke at stemme på Kamala Harris.
»Det får mig til at tro – og her taler jeg direkte til mændene – at I bare ikke bryder jer om tanken om at have en kvindelig præsident.«
Jesse Watters spillede lyden fra det lille vælgermøde i sit program hos Fox News. Han sagde, at Barack Obamas kommentarer er tegn på, at Kamala Harris' popularitet nu »officielt har nået et plateau«.
Andre stemmer fra den republikanske højrefløj går endnu længere i kritikken af Obamas udtalelser.
Har ikke engang sorte naboer
Republikaneren Vernon Jones, skriver på det sociale medie X, og bliver citeret for hos Fox News, at Barack Obama blev sendt i byen af de hvide venstreorienterede, for på bedrevidende vis at forklare sorte mænd, at de skal stemme på Kamala Harris.
Vernon Jones kalder det »blackman-splaining«, med henvisning til udtrykket »mansplaining«.
»Men vent, både hans og Kamala Harris' mor er hvide!« skriver Jones.
Kamala Harris' mor, Shyamala Gopalan, blev født i Indien til indiske forældre, og ville næppe i USA blive betragtet som hvid. Barack Obamas mor, Ann Dunham, var dog hvid.
Vernon Jones har tidligere været demokrat og har siddet i siddet i delstaten Georgias lovgivende forsamling. Han har uden held været kandidat til det amerikanske senat, Repræsentanternes Hus og til stillingen som sheriff i DeKalb County.
Han fortsætter i sit tweet:
»Obama har ikke engang sorte naboer, og 99 procent af dem, der håndterer ham, er hvide. Jeg har ikke noget til fælles med Kamala Harris. Nej tak Barack Obama, sorte mennesker har fået nok af dig og Kamala Harris.«
Også den konservative kommentator og youtuber Benny Arthur Johnson er citeret hos Fox News, hvor han siger, at Obamas kommentarer er »kvalmende«.
»Obama er sunket ned i den ultimative racehadspolitik,« udtaler Johnson hos Fox News.
Det er ikke helt rigtigt – men heller ikke helt forkert.
Trump foran i svingstater
For unge sorte mænd ser i højere grad en tidligere ud til at overveje Donald Trump, skrev Reuters i september.
Men I en NAACP-meningsmåling fra september blandt 1.000 sorte vælgere, svarede over en fjerdedel af sorte mænd, der er yngre en 50 år, at de ville stemme på Trump.
NAACP er en amerikansk borgerrettighedsorganisation, der bekæmper racisme og fremmer lighed for afroamerikanere.
Blandt alle de adspurgte sorte vælgere svarede 63 procent, at de ville stemme på Harris, mens 13 procent ville stemme på Trump.
Ifølge RealClearPolitics gennemsnit af landsdækkende meningsmålinger fører Kamala Harris med 1,8 procent i hele landet. Men i de vigtige svingstater er Trump foran med 0,3 procent.
Selve valget finder sted 5. november.



