Bangladesh vil ikke længere tage imod flygtninge fra Myanmar

740.000 rohingyaer er flygtet fra Myanmar til Bangladesh. Nu siger landet stop for flere flygtninge.

New York. Bangladesh vil ikke længere tage imod flygtninge fra Myanmar.

Det har landets udenrigsminister, Shahidul Haque, meddelt FN's Sikkerhedsråd under et møde torsdag.

- Jeg beklager at måtte informere jer om, at Bangladesh ikke længere er i stand til at håndtere flere mennesker fra Myanmar, lyder det fra ministeren.

Op mod 740.000 muslimske rohingyaer er siden 2017 flygtet fra Myanmar til Bangladesh. De lever i dag i flygtningelejre i den østlige del af landet.

Den etniske befolkningsgruppe begyndte i sommeren 2017 at forlade delstaten Rakhine i Myanmar, da landets militær eskalerede konflikten med lokale militser. I de militære operationer blev flere landsbyer brændt ned til grunden, og soldater er blevet beskyldt for drab på civile og massevoldtægt.

/ritzau/AFP