Norsk jernbaneselskab får kritik efter danskers død i jordskred
I august døde en dansk mand i et skred under et anlægsprojekt, hvor en jernbane i Levanger skulle udvides.

I august døde en dansk mand i et skred under et anlægsprojekt, hvor en jernbane i Levanger skulle udvides.

Det norske jernbaneselskab Bane Nor brød med flere centrale krav i bygherrereglerne forud for en dansk arbejders død i et jordskred i august.
Det viser inspektioner ifølge det norske arbejdstilsyn, skriver nyhedsbureauet NTB.
- Vi har nu sendt vores tilsynsrapporter til ni af de pågældende virksomheder. Tilsynet med bygherre Bane Nor viser flere brud med centrale krav i bygherrereglerne, siger sektionsleder i tilsynet Rosmari Johnsen ifølge det norske nyhedsbureau.
Skreddet skete 30. august. Her faldt en motorvej og en jernbane sammen ved Levanger, der ligger nordøst for Trondheim, på grund af jordskreddet.
Billeder af jordskreddet viste, hvordan vejen var styrtet sammen, og der var dannet et stort hul, som gik ned i en nærliggende sø.
Den danske mand, der var i 30'erne, arbejdede på et anlægsprojekt, der gik ud på at bygge et nyt krydsningsspor for at øge kapaciteten på Trønderbanen.
Danskeren forsvandt i skreddet, og en omfattende eftersøgning gik i gang.
Der gik adskillige dage, før han blev fundet.
Skreddet skyldtes ifølge Norges Geotekniske Institut sandsynligvis kvikler, som er en type ler, der findes flere steder i Norge.
Under visse forhold kan det få en væskelignende karakter og kollapse.
Det var en velkendt risiko for området, skriver NTB, men på trods af det blev risikoen ifølge tilsynet ikke afdækket tilstrækkeligt.
- De oplysninger, vi har, tyder på, at projektet blev igangsat, før de nødvendige planer var på plads, og at arbejdet blev udført uden en tilstrækkelig risikovurdering og dokumentation, siger Johnsen til nyhedsbureauet.
RITZAU