En af stifterne af den internationale bande Tren de Aragua har i Colombia rakt ud til regeringen for at forhandle om fred.

I et åbent brev lyder det fra Larry Alvarez, der sidder fængslet i Colombia, at han gerne vil hjælpe med at facilitere, at banden bliver opløst.

Brevet er stilet til landets fredskommissær såvel som til præsident Gustavo Petro og justitsministeriet.

Det er blevet bragt af lokale medier og offentliggjort på nettet.

Fredskommissærens kontor har bekræftet over for nyhedsbureauet AFP, at brevet er ægte.

I det skriver advokater på vegne af Larry Alvarez, der også er kendt som Larry Changa, at han vil være med til at facilitere, at venskabelige forbindelser mellem bandens medlemmer og myndighederne bliver genoprettet.

Samtidig skal der findes en vej til, at gruppen demobiliserer, mener han.

Tren de Aragua (TDA) blev stiftet i et fængsel i Venezuela, men er i dag aktiv i otte lande.

Sidste år blev den af USA kategoriseret som en "betydelig grænseoverskridende kriminel organisation".

Banden tjener mange penge på at sælge og smugle stoffer og er også anklaget for voldelig kriminalitet og menneskehandel.

I Larry Alvarez' tilfælde er han sigtet for terrorisme, våbensmugling, afpresning og frihedsberøvelse i Chile, som vil have ham udleveret.

Han beder i sit brev om at få den udlevering sat på pause, mens han forhandler med de colombianske myndigheder.

Også i USA har myndighederne blikket rettet mod Tren de Aragua såvel som andre bevæbnede bander med rødder i Sydamerika.

De vil have bandemedlemmerne udleveret.

Men Colombias Gustave Petro tror mere på dialog, har han sagt.

Han vil forhandle med grupperne og få dem til at lægge våbnene. På den måde kan der komme varig fred i Colombia, mener han.

Tilbage i juni sagde den colombianske justitsminister så, at man midlertidigt ville afvise flere anmodninger fra USA om udleveringer, så man kunne forhandle med de væbnede grupper.

Politikken i Colombia har sat forholdet til USA under pres.

Forholdet blev yderligere forværret, da Petro for nylig i New York opfordrede amerikanske soldater til ikke at rette sig efter ordrer ovenfra.

Det fik USA's udenrigsministerium til at inddrage hans visum.

/ritzau/AFP