Bandekrig dræbte Rhys Jones

En vildfaren kugle fra et bestillingsmord på et bandemedlem dræbte Rhys Jones.

Liverpool sørger og tænder lys for den kun 11-årige fodboldfan, der onsdag døde alt for tidligt. Foto: Andrew Yates/ AFP Fold sammen
Læs mere

Det var sort uheld, men kuglen, der dræbte 11-årige Rhys Jones i Liverpool var slet ikke tiltænkt ham. Det lokale politis efterforskning har ført frem til denne forklaring. Det skriver TimesOnline.

Skyderiet var en bestilling på et mord fra en ungdomsbande mod en anden bande. På grund af en pige.

Hun var ekskæreste til en bandeleder fra The Croxteth Gang. På det seneste var hun imidlertid begyndt at se noget til en rival fra banden The Nogga Dogs, og her flød bægeret over.

Lederen fra The Croxteth Gang bestilte en fra sin egen gruppe til at skyde hendes nye kæreste.

Det blev Rhys Jones endeligt. Uvidende og ikke-banderelateret cyklede han indover Croxteth Park sidste onsdag eftermiddag i Liverpool, og døde kort efter.

Alle løsladt

Politiet har talt med et potentielt afgørende øjenvidne, som måske har set morderen, umiddelbart inden han skød Rhys.

Desuden har de snakket med en kvinde, der gik en tur med sin barnevogn umiddelbart i nærheden på tidspunktet for mordet.

Folk, der er bange for repressalier, hvis de står frem, vil blive beskyttet. Det lover politichef Chris Armitt.

Politiet løslod her til morgen alle seks varetægtsfængslede mistænkte pågrebet henover weekenden - fire af dem blev sat på fri fod uden tiltale, og to ved politiaktion, skriver BBC.

Dermed er ingen varetægtsfængslet i sagen i øjeblikket.

I alt ti personer har indtil videre været anholdt. Af dem har fire drenge, en på 15, en 16-årig og to på 19, samt to piger, 15 og 18, i alt seks unge været tilbageholdt mistænkt for mordet.