Houthibevægelsen har torsdag aften angrebet et skib i Det Røde Hav som led i bevægelsens protest mod Israels krig i Gaza.

Det hævder bevægelsen i en udtalelse ifølge Reuters.

USA's Centralkommando (Centcom) oplyser samtidig, at to ballistiske missiler er blevet affyret mod tankskibet "Koi" fra houthikontrollerede områder i Yemen.

Missilerne ramte dog ikke skibet, og der er derfor hverken meldinger om tilskadekomne eller skader på fartøjet.

- Missilerne ramte vandet uden at ramme skibet, skriver centralkommandoen i en udtalelse ifølge Reuters.

Tankskibet "Koi" sejler under det vestafrikanske land Liberias flag. Det er ejet af et selskab, som er registreret i Bermuda.

Houthibevægelsen oplyser, at det skib, som bevægelsen har angrebet, er britisk. Det er umiddelbart uklart, om der er tale om angreb på to forskellige skibe, eller om houthibevægelsen tager fejl.

Der er dog ingen oplysninger fra USA's Centralkommando om, at et britisk skib skal være angrebet eller forsøgt angrebet i Det Røde Hav torsdag.

Siden november har houthibevægelsen gang på gang angrebet tank- og handelsskibe ud for Yemens kyst i Det Røde Hav og Adenbugten.

Det fik i december USA til at tage initiativ til en maritim operation, som skal sikre skibstrafikken i området. En række allierede - herunder Danmark - deltager og har sendt orlogsskibe til Det Røde Hav.

Desuden er USA og Storbritannien gået sammen om en militær operation, som siden 11. januar har resulteret i adskillige angreb på formodede houthimål i Yemen.

Så sent som torsdag har amerikansk militær skudt en drone ned ud for Yemens kyst. Desuden har militæret ødelagt en havdrone, som var fyldt med eksplosiver, oplyser amerikansk militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Usikkerheden i Det Røde Hav har fået mange rederier til at sende deres fragt- og tankskibe syd om Afrika, når de skal fra Europa til Asien.

/ritzau/