Balladen i familien Le Pen når nye højder

Jean-Marie Le Pen ligger i åben krig med sin datter og politiske arvtager, Marine Le Pen. Hun har modsat sig hans opstilling til et valg, og nu tager den gamle partistifter bladet fra munden.

Foto: JOEL SAGET, GUILLAUME SOUVANT.
Læs mere
Fold sammen

Familien Le Pen har meget at tale om, næste gang den mødes over en friskbagt baguette.

Fredag nåede forholdet mellem Jean-Marie Le Pen, stifter af det højreorienterede Front National, og hans datter og partiets nuværende leder, Marine Le Pen, nemlig et nyt lavpunkt.

»Hun sprænger sit eget parti i luften. Det er ikke mig, der begår selvmord, men hende, som skyder sig selv i foden,« sagde den 86-årige partistifter ifølge Reuters til den franske radiostation RTL.

Balladen er brudt ud i lys lue, efter Marine Le Pen tidligere på ugen modsatte sig farens opstilling til regionalvalget senere på året.

Det skete i kølvandet på nye kontroversielle meldinger fra Jean-Marie Le Pen. Han har gentaget sit synspunkt om, at gaskamre, der blev brugt under Anden Verdenskrig til at udrydde jøder, var en historisk detalje. Desuden har han rettet et hårdt angreb på Frankrigs premierminister, Manuel Valls.

»Valls har været franskmand i 30 år, men jeg har været franskmand i tusind år. Hvad er Valls’ egentlige tilknytning til Frankrig? Denne immigrant har han overhovedet ændret sig?« lød det fra Jean-Marie Le Pen i et interview.

Marine Le Pen arbejder på at gøre Front National i stand til at erobre nye vælgergrupper, og i den proces er farens udtalelser ikke hjælpsomme.

Partiet blev det største ved valget til Europa-Parlamentet sidste år, og Marine Le Pen har ifølge kommentatorer blikket stift rettet mod præsidentvalget i 2017, som hun har store forventninger til.

Hvis Marine Le Pen regner med ro på den familiære bagsmæk, gør hun regning uden vært.

»Jeg vil forsvare mig selv,« sagde Jean-Marie Le Pen i fredagens radiointerview og bebudede, at han formentlig vil gå yderligere til modangreb.