Ballade i det franske regeringsparti

Præsident Jacques Chirac og premierminister Dominique de Villepin nægter - til stort raseri blandt det borgerlige flertal i Nationalforsamlingen - at stemme ved dagens nominering af partifællen Nicolas Sarkozys til præsidentkandidat.

Både tilhængere og modstandere vil skære tænder, når indenrigsminister Nicolas Sarkozy i dag bliver valgt til præsidentkandidat for det borgerlige franske regeringsparti UMP. Den genstridige Sarkozy står nemlig alene på valglisten, så de eneste uafklarede spørgsmål er, hvor mange medlemmer af UMP-partiet der møder op til det store show i Paris og naturligvis, hvor mange der vil markere deres utilfredshed ved at stemme blank.

Og det vil blandt andet præsident Jacques Chirac og hans tro væbner premierminister Dominique de Villepin, der ikke har glemt at Sarkozy støttede rivalen Edouard Balladur, da Chirac første gang blev valgt til præsident i 1995.

Forsøget på indirekte at sabotere Sarkozy har bragt raseriet frem hos regeringsflertallet i Nationalforsamlingen.

»Vore vælgere er ikke kun bekymrede, men rasende. Jeg spurgte: 'Hvis Sarkozy snubler, hvad gør vi og med hvem?'« fortalte en partikollega AFP efter et lukket møde mellem Villepin og partiets parlamentsgruppe.

»Det er uden fortilfælde på det politiske plan, at en premierminister i den grad bliver bestridt af sit eget flertal,« siger Patrick Devedjian, Sarkozys politiske toprådgiver, til Berlingske Tidende.

»Havde det været udenfor valgsæsonen ville han være blevet fyret.« Ifølge Devedjianvil vil Sarkozy om »nogle uger« træde ud af regeringen for helt at hellige sig præsidentkampagnen.