Bagmand bag cyberangreb mod over 100 banker er anholdt

Bagmanden bag cyberangreb mod over 100 banker er anholdt i Spanien i samarbejde med Europol.

Foto: KACPER PEMPEL

Alicante. Lederen af en kriminel cybergruppe er mandag blevet anholdt af politiet i den spanske by Alicante.

Det skriver Europol i en pressemeddelelse.

Den anholdte er leder for en gruppe af kriminelle, der står bag cyberangreb mod over 100 finansielle institutioner i 40 forskellige lande. Gruppen har i alt stjålet for omkring én milliard euro gennem cyberangreb.

Anholdelsen er sket efter en efterforskning foretaget af spansk politi i samarbejde med både Europol, FBI samt myndigheder og cybersikkerheds-virksomheder fra flere forskellige lande.

Gruppen har siden 2013 angrebet banker, digitale betalingssystemer og finansielle institutioner ved at bruge den type malware, der kaldes Carbanak og Cobalt.

Gennem e-mails har gruppen lokket bankansatte til at åbne skadelig software, der har givet dem adgang til bankernes interne netværk og overvågningsvideoer.

Derudover har de kriminelle kontrolleret pengeautomater og programmeret dem til at udlevere kontanter. Alt imens et andet gruppemedlem har stået ved automaten og taget imod pengene.

/ritzau/