Baggrund: Kampen om »De renes land«

Selv om Pakistans præsident Musharraf kan tvinge islamisterne ud af Den Røde Moské, kommer han næppe til at kontrollere millioner af pakistanere ude i landets uvejsomme provinser, hvor Osama Bin Laden og Taleban er de store helte.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//277/277044/277044_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

BRUXELLES: To scener fra i mandags, da det stod klart, at Pakistans hær med militær magt ville rydde Den Røde Moske i Islamabad:

20.000 stammekrigere, mange af dem bevæbnet med AK-47 automatrifler demonstrerer i Bajur-provinsen tæt ved byen Peshawar i nærheden af den afghanske grænse. Her tæller man hvert år hundredvis af døde efter angreb fra den pakistanske hær eller fra NATO-styrker på jagt efter talebanere.

»Død over Musharraf, Død over Musharraf,« råber de vrede mænd.

Samme dag i det amerikanske udenrigsministerium i Washington, hvor talsmand Sean McCormack sammen med det faste pressekorps skøjter hen over dagens globale begivenheder:

»Vi mener, at Pakistan er en god alliereret, en god ven når det gælder om at bekæmpe terrorisme. De har et problem med voldelig ekstremisme. Det er et problem for det pakistanske folk, for andre i regionen og for USA. Så vi har en reel interesse i at arbejde sammen med dem i bekæmpelsen af voldelig ekstremisme.«

Islam er fundamentet
Pakistan er ikke »blot« et muslimsk land. Islam er selve Pakistans fundament efter grundlæggelsen i 1947 på ruinerne af det britiske imperium i Sydasien.

Mens millioner af hinduer drog mod syd og grundlagde det moderne Indien, flygtede millioner af muslimer mod nord, hvor de gav deres nye land navnet Pakistan »De renes land«.

Over en halv million mennesker døde under disse kaotiske folkevandringer, og millioner af indbyggerne i »De renes land« er i dag så fundamentalistiske i deres tro, at de er klar til at støtte både talebanernes forsøg på at genopfinde middelalderen og Osama bin Ladens verdensomspændende terroraktiviter.

Islam som tro og som fundament for politiske partier rækker i dag helt ind i hjertet af Pakistans centrale institutioner:

General Pervez Musharraf, der blev præsident ved et kup, støtter sig til islamistiske partier i parlamentet. Hæren og den magtfulde efterretningstjeneste ISI har islamister siddende på centrale poster. Og endelig råder Pakistan over et atomvåbenarsenal, der ofte beskrives som »den islamiske bombe«, og som giver landet prestige over hele den muslimske verden ikke mindst i oliestater ved Den Persiske Havbugt, der har været med til at finansiere udviklingen af bomben.

Strategisk placering
Islam er til stede overalt i det pakistanske samfund. Ikke mindst i de nordlige egne, hvor økonomien er præget af våben og narkotika efter årtiers krigslignende tilstande, er der fuld tryk på radikaliseringen af folkemasserne i koranskoler, hvor videnskab bygger på profeten Muhammed og ikke på Charles Darwin.

Derfor er præsident Pervez Musharraf ude på en opgave af gigantiske dimensioner, hvis den blodige storm på Den Røde Moske i Islamabad sådan som nogle iagttagere mener blot er den første i en af række aktioner mod de mest radikale muslimer i Pakistan.

Pakistan har på grund af sin strategiske beliggenhed i nærheden af Indien, Kina og Sovjetunionen været ombejlet af USA siden landets grundlæggelse.

I 1970erne bekymrede det ganske vist i Washington, at pakistanske videnskabsmænd var blevet grebet i at stjæle atomteknologisk knowhow i Vesteuropa. Men USAs regering fortiede, at Pakistan var ved at udvikle a-våben, fordi man havde brug for de hellige muslimske krigere i kampen mod Sovjetunionens kommunister, der havde besat Afghanistan i perioden 1979-89.

Amerikanerne har heller ikke for alvor straffet Pakistan, selvom man siden årtusindskiftet har vidst, at landet har forsynet Iran, Nordkorea og Libyen med militær atomteknologi.

Pakistan er ikke ligesom Iran en erklæret fjende. Pakistan er en god ven, en skrøbelig ven og en farlig ven. Og derfor er der grænser for, hvor langt man kan skubbe Musharraf i opgøret med islamisterne