Baggrund: Afrikas slemme dreng har fået lang snor

FN har endelig fået sin aftale om at sende fredsbevarende styrker til Darfur i Sudan. Skeptikere tvivler dog på aftalens værdi. De ser den som undtryk for et kompromis mellem verdenssamfundet og Sudans ven Kina, og de har svært ved at tro på sudanesernes ord om fred og forsoning.

FN-resolution 1769 om at sende 26.000 soldater til Darfur i Vestsudan er den foreløbige kulmination på et langvarigt spil om magt og indflydelse i såvel Sudan som resten af Afrika.

På den ene side af spillebordet sidder den sudanesiske regering i hovedstaden Khartoum.

Den har, trods forsikringer om det modsatte, støttet arabiske militsers hærgen blandt sorte afrikanere i Darfur, ligesom den aktivt har bekæmpet sorte oprørsbevægelser i området.

Sudan danner makkerpar med Kina, og meldingerne fra Kina har hele tiden været klare. De ønsker ikke at blande sig i de interne forhold i Sudan, hvor de har store interesser i bl.a. olie. De gider i det hele taget ikke blande sig alt for meget i menneskerettigheder i Afrika, hvor de i disse år er i gang med en diplomatisk og økonomisk offensiv.

Kina er medlem af FNs sikkerhedsråd og har givetvis haft en finger eller to med i udformningen af den nye resolution, der af mange iagttagere bliver betragtet som et udvandet kompromis. USA og de to andre storspillere i Afrika, England og Frankrig, havde gerne set en endnu hårdere kurs mod sudaneserne.

Ifølge resolutionen må FN-styrkerne gerne anvende magt til at beskytte civile, dem selv og sikre humanitære organisationer fri passage. Men den giver ikke tilladelse til, at FN-soldater må beslaglægge våben, den giver heller ikke tilladelse til, at FN må arrestere mulige krigsforbrydere, og den lægger heller ikke op til sanktioner mod sudaneserne, hvis de ikke lever op til deres forpligtelser.

Herrer i eget hus
Omvendt siger sudaneserne, at de vil leve op til deres forpligtelser.

Men, understreger de, de vil stadig være herrer i eget hus, og flere kendere af landet har da også svært ved at forestille sig, at præsident Omar al-Bashir helt uden sværdslag lader FNs blå flag overskygge Sudans farverige ditto i Darfur. Sudan har dog givet delvist efter for internationalt pres. Bl.a. er 7.000 soldater fra AU, den Afrikanske Union, udstationeret i Darfur, og Khartoum lader trods alt flere end 10.000 udenlandske hjælpearbejdere operere i Darfur.

På samme måde har præsidenten skruet noget ned for retorikken.

Han har tidligere kaldt FN for neokolonialistisk og afvist alle tanker om FN-styrker i Darfur. Han ville, hvis de blå hjelme kom til Sudan, selv lede an i kampen imod dem, oplyste han sidste år. Men i juni sagde han alligevel ja til, at en såkaldt hybridstyrke bestående af tropper fra AU og FN kan blive stablet på benene de kommende måneder.

Om FN-styrken så er enden på det, der tidligere er blevet kaldt et folkemord af USA, er en anden sag. Derfor vil amerikanerne reagere, hvis Khartoum-regeringen efter deres mening bliver ved med at bidrage til tragedien i Darfur.

Uncle Sam holder, som udenrigsminister Condoleezza Rice udtrykker det, godt øje med, at Sudan ikke laver flere numre med omverdenen. Hvordan USA i givet fald vil reagere på numre, melder Condoleezza Rice dog ikke noget om.

Skeptikere forudser allerede nu, hvordan Khartoum vil gøre det svært for FN-soldater at få visum til Sudan, hvordan toldmyndighederne vil forsinke leverancer, og hvordan FNs bygge- og anlægsarbejde vil blive forhindret på alle mulige og umulige måder.

Et åbent sår
En ting er det internationale spil om Darfur. Noget andet er det lokale spil i Darfur, og forklaringerne på, at området er gået fra at være en bar og gold plet på Afrikakortet til et af verdens åbne sår.

Sandheden, eller dele af den, er skrevet i ørkenens sand. Hvert år har Sahara bevæget sig længere og længere sydpå, og i dens kølvand er arabiske nomader fulgt efter på jagt efter græsningsområder til deres dyr. Men mod syd er de stødt på sorte afrikanske agerbrugere, der også har brug for jorden til at dyrke deres afgrøder. Konsekvensen har været konflikt om retten til jorden og dens ressourcer. En konflikt, der for alvor brød ud i lys lue i 2003.

I den forbindelse har den muslimske og fundamentalistiske regering i Khartoum, som så mange gange før i landets krigshærgede historie, valgt side. Khartoum har holdt med araberne, støttet dem, bevæbnet dem, og når de lokale bønder har grebet til våben og gjort oprør, så har regeringen slået hårdt ned på dem.

Sudans anden konflikt
Men måske bliver Khartoum træt af at slå. Måske kan FN skabe fred i Darfur, akkurat som det mod alle odds er lykkedes at skabe fred i den langt større og langt voldsommere krig mellem Nord- og Sydsudan.

Den begyndte i 1983 mellem regeringen i nord og ikke-muslimske oprørere i syd. Oprørerne kæmpede for autonomi og mod undertrykkelse.

Krigen kostede så mange som 1,5 millioner menneskeliv og har ødelagt så godt som al infrastruktur i Sydsudan. Men en fredsaftale mellem nord og syd blev underskrevet i 2005. Den har givet betydeligt selvstyre til Sydsudan, magtdeling mellem nord og syd i en national samlingsregering samt deling af overskud fra landets ressourcer, primært olie.

Freden bliver i dag overvåget af en anden FN-mission, UNMIS, og om fire år får sydsudaneserne mulighed for at stemme om uafhængighed fra Nordsudan.