PALERMO Og mafiaen?

La mafia non esiste! Mafiaen eksisterer ikke.

Sådan lød svaret i gamle dage på Sicilien, hvis nogen dristede sig til at spørge til det hemmelige selskab af hædersmænd, som først med de »angrende« mafiosi i 1980erne blev kendt ved sit rigtige navn:

Cosa Nostra, »Vores ting«.

Med tiden er replikken blevet en frase, en vittighed på hylden med stereotyper. Men netop som man glemmer, at der var engang, da ordene ikke blev sagt i spøg, vender sætningen tilbage med ny alvor og aktualitet.

»Mafia,« spurgte for eksempel den italienske regeringsleder Silvio Berlusconi sig selv, da han forrige sommer mødtes med en flok udenlandske journalister i et forsøg på at redde sit image efter den katastrofale debut som EU-formand. Og han svarede:

»90 procent af mafiosierne er i fængsel og den organiserede kriminalitet under kontrol.«

»Og mafiaen,« spurgte en palermitansk journalist kort efter den 80-årige sicilianske historieprofessor Francesco Renda, og Renda svarede med akademisk patos:

»Jeg mener, at den er definitivt besejret.«

Virkeligheden er en ganske anden. Berlusconi glemte at nævne, at for hver boss, der er blevet anholdt, er der kommet en ny til, og mafiaen er blevet reorganiseret, så den nu er endnu mere uigennemtrængelig end tidligere.

Men udtalelserne er sindbilleder på et land, som 12 år efter den første egentlige krig mellem stat og mafia er faldet tilbage i sit gamle leje af stiltiende samliv med den organiserede kriminalitet. Italien er, som så mange andre moderne samfund, indrettet således, at det, man ikke kan se i fjernsynet, det ikke eksisterer i virkeligheden, og ergo er mafiaen lige så langsomt holdt op med at eksistere. Cosa Nostra er bevidst og kløgtigt gået efter at lukke den den blodige sæson, og det er lykkedes til fulde ved hjælp af usynlighedens strategi. Der ligger ikke længere blødende kroppe i gaderne, familier til afhoppede »angrende« mafiosi udsættes ikke længere for forfølgelse, og deres børn bliver ikke længere kværket og opløst i syre, men i nogle tilfælde tilbudt økonomisk hjælp og tilgivelse, hvis den »angrende« bare vil lade være med at »synge« mere. Frugterne af den nye strategi kan gøres op i arbejdsro, hvor organisationen har helliget sig det, den er bedst til, nemlig at passe sine forretninger: handel med narkotika, våben, anparter i offentlige licitationer, afpresning, hvidvask af penge og kontakter til den politiske verden.

Millionerne vælter ind fra alle sider. Vil man have et første lille indtryk af mafiaens genvundne magt på Sicilien i dag, er det nok at kigge på antallet af forretningsdrivende i Palermo, som betaler beskyttelsespenge, den såkaldte pizzo til Cosa Nostra; ifølge den seneste efterforskning er det tæt på 100 procent.

Mafiaen har samtidig, som de fleste andre italienske forretningsdrivende, omstillet sig til euroen. Det ses, som alle andre steder, i de fordoblede priser. Hvor en lille butiksejer før betalte 250 euro om måneden, må han nu af med 500 euro, altså omkring 3.750 kroner. De større butikker må af med det dobbelte. For et hvilket som helst arbejde udført af en håndværker gælder det derimod, at Cosa Nostra skal have tre procent.

Mafiaen er altså, uanset hvad man får at vide, ovenpå igen, og den er kommet det ved også at lade landets medfødte svagheder arbejde for sig. Svagheder som for eksempel en kort historisk hukommelse, som betyder meget i et land som Italien.

»Sådan har mafiaen altid gjort. Folk glemmer jo, og det er ganske forståeligt. Desuden kan man ikke kræve af en befolkning, at den skal leve i permanent anspændthed. Det er de statslige institutioners opgave ikke at glemme og ikke at undervurdere problemerne,« siger offentlig anklager i Palermo, Roberto Scarpinato, som i 15 år har bekæmpet Cosa Nostra:

»Men desværre lever vi i en tid med demokratisk demagogi, der retter sig ind efter meningsmålingerne, og i stedet for have en elite ved roret, der forsøger at gennemføre en fastlagt politik, så lader dette lands ledelse ofte folkestemningen bestemme.

Men indbyggerne i Palermo ved, at mafiaen stadig er der. De mærker det på deres egen krop, når de betaler beskyttelsespenge. Og som efterforskere kan vi mærke, hvor stærk mafiaen er, når vi ved aflytninger finder beviser for, at en butiksejer betaler til mafiaen, men bagefter oplever ham nægte alt i retten og frivilligt lade sig idømme flere års fængsel for at vidne falsk. Eller når vi en sjælden gang har et vidne, der skal beskyttes, må vi sende vedkommende til andre dele af Italien, fordi staten ikke kan garantere beskyttelse på Sicilien.

Vi lever altså i en spaltet virkelighed. Hér i Palermo ved vi, at mafiaen eksisterer, mens man i resten af Italien regner den for næsten uddød, fordi mafiaen dér bliver identificeret med Totò Riina og de andre bosser, som sidder i fængsel. Og det er et alvorligt problem,« siger Roberto Scarpinato.Parma eller Palermo

Det kan Gioacchino Nania tale med om. Han er bygningsingeniør og beskæftiger sig til daglig med kalkuler udi armeret beton, men han er også ekspert i mafiaens historie og talrige forvandlinger gennem tiderne.

»Jeg har en god ven fra Parma (Norditalien, red.), som tit kommer til Sicilien på grund af sit arbejde. En dag sagde han til mig:

»Men eksisterer mafiaen? Hvis man ikke læste om den i aviserne, så ville jeg sige, at den ikke var der. Hvordan kan man forstå, om mafiaen eksisterer?«

Jeg sagde: »Du skal få et enkelt eksempel. Lad os sige, at du åbner en butik i Parma, ikke? Og i morgen kommer jeg så forbi, kigger mig omkring og siger: Sikke en flot butik De har her! Hvad svarer du?«

»Tak for komplimentet, det var venligt af Dem,« svarede min ven fra Parma.

Og så sagde jeg: »Lad os nu prøve at gøre det samme i Palermo: Sikke en flot butik De har her! Hvad sker der, tror du? Der sker såmænd det, at butiksejeren ikke får lukket et øje hele natten. For i Palermo betyder den samme sætning: Pas på, at vi ikke sprænger den fine butik i luften!

Det er en helt anden verden, som folk, der kommer udefra, ikke lægger mærke til.«

Samme toner lyder fra Cristina Matranga, tidligere parlamentariker for Berlusconis parti Forza Italia, som hun forlod for tre år siden, da partiet forbød hende at genopstille på grund af hendes kamp mod Cosa Nostra.

»Jeg tror, mafiaen er stærkere end nogensinde,« siger hun: »Det er meget nemt. Når mafiaen er så stille, som den er nu, er det fordi den har gang i store forretninger. Den har det glimrende og vokser.«

Mafiaen har tilsyneladende så meget overskud for tiden, at den gerne øser af sine human ressources til sine amerikanske fætre. I hvert fald har FBI fundet ud af, at det amerikanske Cosa Nostra er begyndt at »importere« vaskeægte sicilianske mafiosi til familierne i New York, Chicago og Philadelphia. Grunden er, at de rigtige sicilianske picciotti er mere pålidelige end italo-amerikanerne, som med tiden har glemt mafiaens værdier, »og der er ikke noget værre end en mand af ære, som er ignorant - ikke kulturelt, men med hensyn til at leve som en mafioso,« som den afhoppede mafioso Antonino Giuffrè skulle have sagt.

Et andet lille blik ind i Cosa Nostras forretningsunivers fik man sidste efterår, da et skib blev beslaglagt med 1,2 tons kokain beregnet til det europæiske marked. Men det er ikke narko og afpresning det hele. Den borgerlige mafia

Penge fra offentlige licitationer udgør en større og større del af indtægten for den kriminelle organisation. En nylig afsluttet undersøgelse af ti års licitationer inden for vejanlægning på Sicilien afslørede, at 60 procent af licitationerne til et samlet beløb af 500 millioner euro - 3,7 milliarder kroner - var gået til 11 konsortier, som alle var styret af mafiaen. Den slags vil der sandsynligvis blive mere af i fremtiden, hvis mafiaen udvikler sig som undersøgelsesdommer Roberto Scarpinato frygter det.

»Vi har at gøre med en mafia, som bliver mere og mere borgerlig«. Mafiaen har i dag investeret i mange sektorer som privatklinikker og turistbranchen. Dette er tendensen i det nye årtusinde: mere hjerne og mindre pistol, og på den måde bliver mafiaen ekstra usynlig.

De voldelige metoder er der stadig, men de tages kun i brug som en absolut sidste løsning. Den rigtige mafia er en mafia, der aldrig har brugt vold i utide, for det vil sige at gøre sig synlig og risikere uheldige reaktioner fra resten af samfundet, som det skete i begyndelsen af 1990erne. Den rigtige mafioso er ikke ham, der slår knytnæven i bordet. Han befinder sig endnu på et primitivt plan, hvor han er i færd med at skaffe magt nok til det næste trin. Men ham, der smiler til dig, ham bør du være bange for. For dette er den rigtige mafia, la vera mafia,« siger Roberto Scarpinato.

Kigger man ind i mafiaens pyramide, er den heller ikke den samme som tidligere. Den gamle Cupola, en kuppel eller ledelse af bosser, er forsvundet, og den øverste boss er nu i stigende grad omgivet af finansmænd og eksperter i offentlige arbejder og i de øvrige brancher, den nye mafia satser på. Medlemsskaren har også forandret sig. I dag finder man stadig flere »fine folk« fra Palermo i mafiaen, i særlig grad læger.På lægebesøg

»Et eksempel er en mafiaboss som Giuseppe Guttadauro, som var en stor læge i byen. Han blev anholdt og dømt for mafiavirksomhed, og mens han var i fængsel, placerede vi nogle skjulte mikrofoner i hans hus, og da han kom ud for fire måneder siden, kunne vi følge med i, hvordan han genoptog sit liv fra tidligere og blev ved med at få besøg fra det bedre borgerskab i byen, andre læger, politikere, men også mordere.

Disse aflytninger, som gjorde det muligt at anholde endnu flere mennesker, gengiver en virkelighed, som befinder sig milevidt fra det billede, den offentlige opinion normalt bliver fodret med. At mafiaen bare skulle bestå af nogle grovkornede typer, der stinker af staldgødning. Den slags er der også i Cosa Nostra. Men der er desværre også rigtig mange som Guttadauro. Hvis vi oveni lægger de højtuddannede, som blot har kontakter med mafiaen, så kommer vi op på hundreder, tusinder af personer,« siger Roberto Scarpinato og holder en lang pause.

»Når vi befinder os over for en masseovertrædelse som denne, når vi har at gøre med et borgerskab, som delvist er mafia, så kan vi ikke længere nøjes med strafferetten. Der er tale om et politisk problem, som kun kan løses gennem en udvikling af den demokratiske og politiske kultur.«

Italien er altså så langt ude, at selv dommerne må give op. Visse tegn på svækkelse er der da også at spore i det store justitspalæ i fascistisk stil, som troner midt i Palermo med højt hegn hele vejen omkring.

Bygningen har skiftevis været »giftens palæ« eller »civilisationens bunker«, alt efter hvilken periode kampen mod mafiaen har befundet sig i. I 1980erne havde væggene her så mange øren, at anti-mafiadommere som Giovanni Falcone og Paolo Borsellino måtte gå ind i elevatoren, hvis de ville tale sammen og være sikre på ikke at blive hørt. Og for øjeblikket plages justitspalæet påny af lækager, denne gang i form af nogle højtstående politifolk, som sladrede til mafiaen.

Men den værste sprække slog bygningen oven på anholdelsen af Cosa Nostras nummer to, mafiabossen Antonino Giuffrè, i april 2002. Det blev hurtigt klart, at Giuffrè ønskede at samarbejde med myndighederne, men det blev lige så hurtigt klart, at anklagemyndighedens nye chef, Piero Grasso, ikke ønskede de to drevne undersøgelsesdommere, Roberto Scarpinato og Guido Lo Forte, blandet ind i »forvaltningen« af vidnet, og oplysningerne fra afhøringerne af Giuffrè blev ikke delt dommerne imellem, sådan som det ellers havde været praksis blandt antimafia-dommerne i Palermo.

For øjeblikket er Scarpinato og Lo Forte - de to dommere, der ved allermest om mafiaens kontakter til politik og erhvervsliv - i realiteten fjernet fra mafia-efterforskningen, og det jordskælv, man umiddelbart forventede ville følge efter Antonino Giuffrès afhopning, er indtil videre udeblevet.

Alt synes med andre ord at være ved det gamle, nøjagtig som i den sicilianske forfatter Giuseppe Tomasi Di Lampedusas roman »Leoparden«, hvor alt skal forandres for at forblive, som det er.

I dag bliver alle delikate sager overladt til en undersøgelsesdommer ved navn Pignatone, som også har en fortid i Palermo. Han var i 1980erne højre hånd for en tidligere chefanklager, som var kendt for sin ulyst til at efterforske i mafiasager overhovedet og til sidst nærmest blev jaget på porten af sine undersøgelsesdommere. Nu er Pignatone igen højre hånd for chefen, og heller ikke den nye chef ønsker ballade og da slet ikke med politikerne, som ikke ønsker deres eget navn eller deres partis navn nævnt af en afhoppet mafioso.

Således er mafiaen, den officielle mafia, igen blevet en mafia, der skyder. Og hvis den ikke skyder, eksisterer den ikke. Og hvis den ikke eksisterer, er der intet at bekymre sig om.Tidligere artikler om mafiaen:

I mafiaens hjerte - 3. aug. 2003

I mafiaens hjerte II - 10. aug. 2003

I mafiaens fængsel 21. marts 2004Læs de kommende søndage:

I mafiaens vugge

Den politiske mafia

Den urørlige - om Berlusconi