Badeferien blev en stroppetur

Sydkoreanske børn må konstatere, at de er blevet transmogriffet fra en verden af videospil og junk food til en spartansk lejr, hvor alt andet end blødsødne eksercitssergenter praler af, at de kan få køer til at gø og hunde til at muhe.

I Sydkorea er det nu blevet populært at tage på hård militærtræning. Flere forældre lokker deres teenagebørn afsted ved at bilde dem ind, at de skal på badeferie. <br>Foto: Chun Young-han/AFP. Fold sammen
Læs mere

En klynge sydkoreanske amfibiefartøjer lander på en frysende kold strand under bølger af hvid røg.

Inde i de pansrede køretøjer kryber skolebørn sammen iført alt for store hjelme og camouflageuniformer. Nogle af dem virker skræmt fra vid og sans, om end en pige finder et håndspejl frem for at kontrollere udseendet inden landingen. En 14-årig dreng sidder og døser hele vejen ind gennem brændingen.

»Nogle af disse børn er svære tilfælde,« råber sergent Shim Sang-kyu, en marinesoldat med karsehår, over larmen fra motoren. »Vores opgave er at gøre dem til bedre mennesker. Vi træner dem op i marinekorpsets ånd.«

Hvert år passerer tusindvis af børn i løbet af sommer- og vinterferierne gennem de opdragelseslejre, som drives af Sydkoreas 1. marinedivision i industribyen Pohang på landets sydøstkyst.

Programmet tager sigte på at indpode de unge udholdenhed, selvtillid og samarbejde - værdier som vægtes højt af sydkoreanske forældre, der selv voksede op med efterkrigstidens afsavn.

Her ruller børnene sig i mudderpøle, springer ud i faldskærme fra platforme, halser op og ned ad bakker, rappeller ned over klippesider og kravler gennem forhindringer beklædt med pigtråd.

Det fem dage lange program blev introduceret i 1997 under den daværende økonomiske krise i Asien. Det blev øjeblikkelig populært blandt mismodige medarbejdere i finanssektoren og andre civile, og der er stadig voksne deltagere til programmerne.

Lokkemad

Men den største gruppe tilhængere har været forældre, der er nervøse for, at deres børn - opvokset i velstand - skulle have glemt de værdier, som forældrene selv tilskriver æren for landets økonomiske succes. De giver også udtryk for en tro på, at en tur i opdragelseslejr - til 230 kroner pr. person - er en god måde at give børnene en håndsrækning i landets krævende skolesystem. Mange børn trækkes skrigende og hylende til lejrene. »Vi har set forældre lokke deres børn med hertil under dække af, at de skulle på ferie ved stranden,« fortæller løjtnant Byun Jin-seok. »Forældrene afleverer deres børn her og stikker så praktisk talt af.«

Børnene må så konstatere, at de er blevet transmogriffet fra en verden af videospil og junk food til en spartansk lejr, hvor alt andet end blødsødne eksercitssergenter praler af, at de kan få køer til at gø og hunde til at muhe. Teenagerne skal aflevere deres mobiltelefoner og i øvrigt sove og spise i barakker, stå op klokken 6.30 og gå i seng klokken 22.30.

De unge laver armbøjninger og knæbøjninger, og med bjæffende sergenter i hælene plumper små horder af teenagere i iskoldt vand og tumler rundt med 130 kilo tunge gummibåde på hovederne.

Nr. 227

Her er de intet andet end numre. Nr. 227 hedder Kim Ki-seoul, teenageren der sov hele vejen gennem amfibiefartøjets landing. »Mine forældre har sendt mig hertil, fordi jeg altid kommer op at slås med min bror, og fordi jeg bruger for meget tid på computerspil,« siger han traurigt og ser ned på sine sandfarvede løbesko. »De siger, jeg skal lære familieværdier, mens jeg træner her,« siger han og føjer til: »Jeg ville ønske, det hersens program snart var forbi.«

»Jeg troede, mine forældre jokede,« siger Kim Soo-ram, en munter, 13-årig pige. »Jeg blev helt ærligt trukket med herud. Men nu synes jeg selv, jeg ser rimelig sej ud i den her uniform.«

Kim Min-seung og Kim Seung-hun, et par blege, 14-årige tvillinger fra Seoul med identiske, sorte hornbriller beretter, at deres mor sendte dem til lejren for at ruske dem ud af deres dovne vaner. »Det sværeste er at komme så tidligt op,« siger Min-seung. »Når først det her er overstået, og jeg kommer hjem igen, så vil jeg bare sove.«

Vil ikke op

Mange af de børn, som er blevet fragtet til lejren mod deres vilje, er ikke særligt indstillede på at deltage. Nogle af dem nægter ganske enkelt at stå op om morgenen, fortæller major Lee Yun-se.

Under træningen på stranden klager teenagerne over stive nakker og smerter i ryggen. En dreng, der med tårer i øjnene står og ryster i bukser, som er gennemblødt af havvand, beder en sergent om at finde sine forsvundne sko. I hvert fald nogle af de unge har ændret deres optræden og væremåde, når programmet er slut, kan instruktørerne konstatere.

De fleste af de 300 deltagere i lejren er i den weekend, vi er på besøg, unge fra syvende klasse og opefter. Men gruppen omfatter også midaldrende kontorfolk og omkring 30 studerende fra Pusan Universitet, som af deres professor er blevet opfordret til at melde sig til kurset for at forbedre deres muligheder for at få job efter endt uddannelse.

»Vores branche er inde i en recession, så vores firma har sendt alle mellemledere til denne lejr for at lære tålmodighed og udholdenhed,« siger Lee Boo-kyun, en 43-årig leder i et byggefirma. »Vores direktør er selv tidligere marinesoldat, og så kan De næsten selv regne resten ud.«

Nogle teenagedrenge fortæller, at de har meldt sig frivilligt for at få en forsmag på soldaterlivet. Alle egnede, sydkoreanske mænd skal gøre tjeneste i forsvaret i 24 måneder.

For Chung So-ra, en 37-årig konfektionsarbejder, er oplevelsen som at udleve en drøm. »Jeg har altid ønsket at blive officer,« siger hun. »Men jeg dumpede til optagelsesprøven tre gange.«»Det her er tredje gang, jeg er her,« siger hun. »Jeg tager lidt fri og kommer tilbage til sommer.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist