Båthorn og idealister

Først en god nyhed for en flok sjældne eksistenser i den russiske hoved­stad.

De tohjulede trafikanter har længe været et i bedste fald eksotisk indslag i Moskvas trafikproppede gader. Mens muskuløse Hummere og Geländewagener fylder godt op på indfaldsvejene, har cyklister uden nerver af stål været henvist til parker og fjerne forstæder, hvis de ville udleve deres pedaldrevne lyster uden fare for eget liv.

Men nu skal det måske være ander­ledes. Ingen ringere end Moskvas bystyre har dekreteret, at den russiske metropol også er et sted for cyklende borgere.

Der er endda fulgt rubler med de store ord. Bystyret har anlagt cykelstier. Ja, du læste rigtigt. Cykelstier med cykel­afmærkninger og cykeltrafiklys og i ny og næ endda udveksling af rigtige cyklistbandeord, som det sig nu hør og bør på sådan en sti.

Den uventede omvæltning begyndte for alvor for to år siden på byens indre ringgade. Her blev de parkerede biler flyttet to meter ud fra fortovet. Det gav moskovitterne god plads til at køre på de nye bycykler, som bystyret lancerede med slagordet »tramp i pedalerne«.

Denne sommer blev cykelstierne yderligere udbygget, så man nu kan rulle på to hjul fra den befærdede Pusjkinplads til den nyrenoverede Gorkij Park og hele vejen til Lusjniki-stadionet, hvor det danske landshold forhåbentlig skal spille under VM til sommer.

Hvor stor en trafikal omvæltning det er, skal man måske have boet i Rusland for at hidse sig op over.

Da jeg første gang selv hoppede i sadlen i Moskva for elleve år siden, så de fleste af mine velmenende venner det som en kamikazemission på linje med at svømme zigzag mellem fragtbådene i Moskva-floden. Men ligesom de øvrige 12 millioner indbyggere i metropolen var jeg træt af at komme for sent til møder, når man endnu en gang sad fast i byens navnkundige og helt ubevægelige trafikpropper.

Den tohjulede løsning var imidlertid ikke udbredt dengang.

Jeg boede selv på Kutusovskij- prospektet i den vestlige del af centrum. Her blev jeg en overgang jagtet af et kobbel herreløse hunde, hver gang jeg vovede mig ud på to hjul. Hundene holdt til på en byggeplads, og de havde øjensynligt aldrig set en cykel før. De antog naturligt nok, at der var tale om en art metallisk rival, der provokerende kom fræsende gennem deres territo­rium.

Det fik pulsen op, men de tider er forbi. Ikke bare er de herreløse hunde blevet færre. Byens parker, pladser, fortove og veje har fået et stort og tiltrængt løft de senere år. Bystyret inviterede den danske byplanlægger Jan Gehl på besøg, da romancen var på sit højeste. I dag er cykler ikke ligefrem udbredte, men de er heller ikke utænkelige rumvæsner i trafikken.

Det betyder imidlertid ikke, at en blomstrende cykelkultur er vokset op af ingenting. Moskva har sine egen trafikkultur: Den største og mest pansrede har altid ret, efterfulgt af de mest talstærke trafikanter. Så cykelstierne findes, men i mit kvarter fungerer de i praksis som et udvidet fortorv. Fodgængere, barnevogne, løbehjulsløbere, bargængere, pensionister, parkerings­trængende bilister synes alle, at den nyanlagte cykelsti egner sig meget bedre til dem end til de mærkelige cyklister med deres ynkelige ringeklokker. Bycyklerne benyttes flittigt, men de fleste cykler på fortovet. Det føles trods alt sikrere.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Moskva