Både Gud og Fanden smilede i Iowa. Heldigvis vandt »fornuften« også

Donald Trumps tilhængere var skuffede, men den republikanske partiledelse var lettet. Måske er der alligevel mening i galskaben.

Marco Rubio, der er senator i Florida, er den mest spiselige af de republikanske præsidentkandidater for partiets topledelse. Så selv om han kun blev nummer tre ved valget i Iowa, er det ham, partitoppen fokuserer på og hylder. Foto: Sam Hodgson Fold sammen
Læs mere

DES MOINES: Den republikanske partiledelse åndede lettet op efter valget i går i den religiøse landbrugsstat Iowa. Den kandidat, der trods alt kan tåles i partihovedkvarteret i Washington, senatoren fra Florida, Marco Rubio, fik et forbavsende godt valg i en stat, hvor »Gud og Fanden ellers normalt er løs i sidegaderne,« som en dreven republikaner udtrykte det til Berlingske under valget i går.

Texas-senatoren og Tea Party-politikeren Ted Cruz erobrede de gudfrygtige vælgere, mens mangemilliardæren Donald Trump tog de andre. Så mareridtet for den republikanske topledelse var til at tage og føle på, indtil Marco Rubio i slutspurten halede ind på Trump og erobrede en tredjeplads med et overraskende højt stemmetal. Det var så imponerende, at den republikanske ledelse fik travlt med at ringe til journalister og fortælle om den enestående sejr. Ikke et ord om, at Cruz blev nummer ét, og at Trump faktisk blev nummer to. Nej, det var tredjepladsen, der var interessant.

»Det kan godt være, at Gud og Fanden fik sit i Iowa, men heldigvis vandt fornuften også,« som republikaneren udtrykte det. »For det her valg kan sagtens tolkes som begyndelsen til enden for folk som Trump og Cruz, så vi vender tilbage til normale tilstande,« sagde han.

Alles øjne er nu rettet mod New Hampshire, hvor der er valg 9. februar. Hvis nogen har noget på spil, så er det Republikanerne. Cruz holder ikke på den lange bane. Ingen i partiet kan fordrage ham. Hans skudsmål er, at han er selvhøjtidelig, ulidelig at høre på i længden og ikke kan samarbejde med andre end sig selv. Ingen af hans kolleger i Senatet vil vide af ham. Ingen har støttet ham i valgkampen.

Og Trump? Jo, han kan måske tæmmes. Men partiledelsen – den pæne del af den – mener, at han har gravet skidt op fra undergrunden og spredt det, som gylle bliver spredt på markerne. Han har rettet et had mod latinoer, krigsveteraner, handicappede, kvinder og muslimer i en grad, som ikke er normalt i USA. Han har sat en dagsorden, som har mobiliseret de vælgere, partiet ikke vil have – de sure, primært hvide vælgere, hvis politiske dagsorden er uigennemskuelig. Nøgleordene har været, at alt ondt kommer fra »the establishment« og fra Washington, så derfor skal begge dele overflødiggøres.

Og da den republikanske ledelse både ér »the establishment« og bor i Washington, har den dagsorden ikke været populær hverken hos dem eller hos midtergruppen af de øvrige kandidater som en Jeb Bush eller en Chris Christie. Problemet har bare været, at de sidste ikke kunne hente stemmer. Indtil i går, hvor den tredje, delvis moderate kandidat, Marco Rubio, fik stemmer nok til at få en imponerende tredjeplads.

Men problemet med Marco Rubio er også, at han er skrøbelig. Han er USAs svar på Lars Løkke Rasmussen. Han har blandet sin private økonomi sammen med partiets. Han har rejst på partiets kreditkort privat, købt ind og i det hele taget været et rodehoved økonomisk. Og så er han så doven, at han statistisk set har det ringeste fremmøde i Senatet af alle. Kort sagt, han er ikke meget for hårdt arbejde. Men han kan hente stemmer, og han er rykket betydeligt ind mod midten de senere år. Så han kan bruges, når man nu ikke har andet at byde på end Cruz og Trump.

Men kan han vinde? Han har i hvert fald fået den medvind, der skal til for at give hans kampagne en enorm selvtillid. Flere republikanere regner med, at pengestærke folk vil stå i kø for at finansiere Rubios videre valgkamp, og hvis han vinder i New Hampshire, er vejen for andengenerationsindvandreren med cubanske aner banet.

Men hvad med Demokraterne? Den uskønne optælling af stemmerne i Iowa hos Demokraterne gav dødt løb mellem partiets Villy Søvndal, Bernie Sanders – manden, der har bevæget sig så langt til venstre og er blevet kult blandt unge, at det næppe holder i længden – og så Hillary Clinton. »Bernie« vil støde mod en mur, når kampen går i gang i sydstaterne, hvor det at være socialist ikke er mainstream. Clinton vandt med en historisk snæver margin i Iowa. Hun er heller ikke lige populær i alle kredse, men Demokraterne ser dog et lyspunkt. Hun har trods alt en chance for at nå Det Hvide Hus. Man kan se en Clinton som præsident. Det kan blive Demokraternes held. Men valgkampen er først lige begyndt, så alt kan ske endnu.