En båd med 128 migranter om bord ankom fredag til England, hvilket er et rekordantal for en enkelt båds krydsning af Den Engelske Kanal.

Det skriver det britiske medie BBC.

I alt 225 migranter ankom fredag til landet fordelt på tre både.

I 2026 er flere end 12.000 personer sejlet til Storbritannien i de mindre både. Det er et fald på 44 procent sammenlignet med samme periode i 2025.

Ifølge BBC lød den tidligere rekord for antal migranter på en enkelt båd på 125.

- Menneskesmuglernetværk tager større risici end nogensinde før, og antallet af personer, de fylder om bord på usødygtige både, stiger år for år, siger en talsperson for det britiske indenrigsministerium.

I april underskrev den britiske regering en treårig aftale med de franske myndigheder, hvor man afsatte 662 millioner pund - 5,8 milliarder kroner - til finansiering af kontrol ved strandene i det nordlige Frankrig.

Det er fra disse strande, at bådene, der typisk ikke er egnet til at fragte et højt antal mennesker, sætter kurs mod Storbritannien.

Ifølge det britiske indenrigsministerium viser tallene fra fredag netop, hvorfor der er behov for tiltaget.

- Denne overfart er en skarp påmindelse om, at de kriminelle netværk ikke tager hensyn til sikkerheden for de mennesker, de påstår at hjælpe. Virkeligheden er klar: Menneskeliv går tabt i Den Engelske Kanal som følge af deres handlinger.

- Det er netop derfor, vi har indgået en ny aftale med Frankrig for at forhindre disse farefulde rejser ved at styrke indsatsen på strandene. Det bygger videre på de flere end 45.000 forsøg på krydsninger af kanalen, der er blevet stoppet siden valget.

I begyndelsen af juli fremsatte Labour-regeringen også et omfattende lovforslag i parlamentet om at reformere asyl- og immigrationssystemet.

Lovforslaget, der er anført af indenrigsminister Shabana Mahmood, har til formål at begrænse indvandringen og fremskynde udvisninger, skriver nyhedsbureauet AFP.

RITZAU