B-52-bombefly styrter kort efter afgang i Californien
B-52-fly er styrtet ned kort efter at være lettet fra Edwards Air Force Base i Californien.

B-52-fly er styrtet ned kort efter at være lettet fra Edwards Air Force Base i Californien.

Et B-52-fly fra det amerikanske luftvåben er styrtet ned kort efter afgang.
Det skriver Edwards Air Force Base på sociale medier mandag.
Styrtet skete omkring klokken 11.20 lokal tid, efter at det var lettet fra flybasen, som ligger i Californien. Det svarer til klokken 20.20 dansk tid.
- Nødberedskab reagerede med det samme, og situationen er igangværende. Der vil blive givet mere information, som det bliver tilgængeligt, skriver flybasen på det sociale medie Facebook og tilføjer:
- Derudover er alle besøgsadgange for ikke-kommercielle gæster indtil videre blevet suspenderet, så basen kan fokusere fuldt ud på beredskabsindsatsen.
Der er tale om et B-52 Stratofortress-bombefly. Det blev udviklet af Boeing i 1940'erne og 1950'erne og er et af de ældste fly, som fortsat er i aktiv militær tjeneste. Flytypen er blandt andet blevet brugt under Golfkrigen, krigen i Vietnam, Irak, Afghanistan og senest i Iran.
Det store bombefly, som blandt andet er i stand til at bære bomber og krydsermissiler, har et vingefang på 56 meter og en længde på 48 meter.
Flybasen giver ingen oplysninger om, hvorvidt der er tilskadekomne eller døde.
Billeder bragt af CNN viser en røgsky over ørkenen.
Ifølge nyhedsbureauet AFP ser der ud til at være meget lidt tilbage af flyet, og flere udrykningskøretøjer kan ses ved området, hvor det er styrtet ned.
Bombeflyet vil under normale omstændigheder være bemandet af fem personer. Det fremgår ifølge AFP af et faktaark om flytypen fra det amerikanske luftvåben.
Edwards Air Force Base ligger i Mojave-ørkenen nord for Los Angeles.
Den store base, som dækker et areal på flere hundrede kvadratkilometer, bruges til forskning, udvikling og test af det amerikanske militærs fly, våbensystemer, software og andre dele. Den bruges også af den amerikanske rumadministration, Nasa.
/ritzau/