Avis: Pfizers coronavaccine nærmer sig en fuld godkendelse

USAs lægemiddelstyrelse ventes at give fuld godkendelse til Pfizer og BioNTechs covid-19-vaccine i september.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USAs lægemiddelstyrelse, FDA, forventer i begyndelsen af september at kunne tildele Pfizers covid-19-vaccine en fuld godkendelse.

Det oplyser kilder, der er involveret i processen, til New York Times, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge avisen forventer FDA at kunne blåstemple vaccinen inden 6. september, hvor USA fejrer Labor Day.

Oplysningen er ikke bekræftet af FDA.

»Vi kan ikke sige noget om et specifikt tidspunkt,« siger en talsmand for FDA til mediet The Hill og tilføjer, at ansøgningen bliver behandlet, så hurtigt som det er muligt.

Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp, opfordrede i sidste uge præsident Joe Biden til at lægge pres på FDA for at få vaccinen fuldt godkendt.

Kemps argument var, at det vil kunne få flere amerikanere til at lade sig vaccinere, skriver The Hill.

Pfizers vaccine, der er udviklet med den tyske partner BioNTech, fik i december sidste år en midlertidig tilladelse af FDA.

Det indebar, at USA som et af de første lande i verden kunne begynde at vaccinere befolkningen mod covid-19.

Den midlertidige godkendelse til nødbrug skete på baggrund af studier, som blandt andet viste, at vaccinen forhindrede op til 95 procent af de symptomatiske covid-19-tilfælde.

Det vil sige, at der var 95 procent færre smittetilfælde blandt de personer, som i forsøg fik midlet, end blandt de forsøgspersoner, der fik et snydemiddel.

I maj indsendte Pfizer og BioNTech en anmodning til FDA om en fuld godkendelse. En proces som normalt tager adskillige måneder.

Ifølge New York Times forventer FDA at kunne blåstemple vaccinen inden 6. september, hvor USA fejrer Labor Day, der er en amerikansk mærkedag.

Præsident Joe Biden sagde i sidste uge, at han forventede en afgørelse fra FDA tidligt i efteråret.

Pfizers vaccine indgår i vaccinationsprogrammer verden over. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) gav vaccinen en betinget godkendelse kort før jul sidste år.

/ritzau/